Feel-bad film.

Gør det godt for noget, når det gør ondt?

Der er nogle kulturprodukter og kunstværker, som mest af alt afgiver en lugt og stemning af stillestående damvand, jordslået skæbne og døde håb. Jeg har efterhånden lært, at det er finere, hvis en bog eller film ender sørgeligt end det modsatte, og fortrække næsen hånligt af amerikanske feel-good produktioner. At der er meningen, at det skal være pinefuldt at se Bergman. Men jeg kunne alligevel godt tænke mig, at vi tog en snak om den absolutte værdi af bunddeprimerende gråkunst.

Forleden så jeg Synechdoche, New York af Charlie Kaufman. Med Philip Seymor Hoffman i hovedrollen. Nu, to døgn senere, er jeg ved at have fået min tro på tilværelsen og menneskene igen. Filmisk er den upåklagelig; al mulig ros værd. Philip Seymorr Hoffman spiller strålende, selvom det synes et forkert ord at bruge, idet han det meste af tiden er indadvendt, grålig, væskende og skælvende. Men overbevisende så. Den er dødflot og gribende, igen på en bagvendt, smertelig måde. 

Alt synes meningsløst, menneskene kan ikke rigtigt møde hinanden, når kærligheden altid lige er gået ud af rummet og sex højst kan blive en bittersød fornøjelse, kunstneren er en tapper Sisyfos, der bygger en utroligt kompliceret myrretue, som dog stadig er en myrretue, der ikke kan stå imod den evigt overskyggende død, som fra starten af har ormet sig rundt i huden. Det er ikke så meget et resume som en stemningsgengivelse af, hvordan omverdenen så ud for mig, efter dvd'en havde snurret færdig.

Jeg prøver at forholde mig positivt til verden. Som mange andre har jeg en sort hund slumrende om skuldrene, som fra tid til anden truer med at vågne og gø og slå sig i tøjret, når der er for meget modgang og meningsløshed i omgivelserne. Men jeg prøver at se på de gode ting og udse de punkter, der er solide nok til at fæstne snore af håb til. Og at gå ud fra – hvad der kommer til at lyde både naivt og banalt – at ”det hele” nok ”skal gå”. Det, jeg nu undrer mig over, er, hvordan jeg skal bruge sådan en film til andet end at slå skår i min egen tilgang til verden, til at anklage mig selv for at være en sugarcoat'ende, idealiserende romantiker, fordi jeg ikke vil se den sandhed i øjnene, at vi i sidste ende er alene og verden et frygteligt sted. Skal jeg prise mig lykkelig for, at jeg ikke er en New Yorker-neurotisk tidsindstillet selvmordsbombe, som går fast til psykolog og græder, hvis havregrøden brænder på? (Det sidste kunne jeg nok godt finde på, men ellers). Eller skal man tvinge sig til at se det som en kunstnerisk bedrift alene, ikke som et udsagn om, hvordan mennesker eller livet er? Eller lade dem få én til at hulke af gråd over tilværelsens tilstand og tage det som en form for renselseP?

Jeg vil gerne tro, at der er en mening med at se svære, sørgelige, smertelige film (eller læse ditto bøger eller lytte til ditto musik), men fandme ikke kun, at det gør nas at se dem og derfor kun er fordi de få selvpinerisk indstillede. Hvorfor ser du dem, hvis du gør det? Hvad giver det dig at se Persona eller Requiem for a Dream eller Synechdoche eller læse Kældermennesket eller Lolita eller indlægge dig selv til andre former for feel-bad kunst, som ikke har den vante forløsning til slut? Gør det godt for noget, at det gør ondt?