alice in ordnung

Midnight in Paris

2011-08-13T07:19:00.005-07:00

Det kræver nogen overtalelse at give sig hen til Woody Allens parisiske dagdrøm. Han burde egentligt være for gammel og have for godt fat i nakken på livet og menneskenes svage sider til at lave en film, som er så ubesværet og ubesværlig. An American in Paris-stilen. Den dér ukritiske fascination af Paris, som vist kun amerikanere er forundt. Og gymnasieelever med bohemetilbøjeligheder. Hvor alting i byernes by er magisk, romantisk og autentisk på en måde, som for længst er blevet en postkort- og tumblr-kliché.

Netop nostalgien, længslen efter fjerne tider og steder, hvor lyset var gyldnere og mere tilgivende, og menneskene for alvor havde storhed og ånd at dele med hinanden, spiller en vigtig rolle i Midnight in Paris. Ud af dette parisiske vemod kommer filmens magiske Askepot-karet kørende; en sortskinnende automobil, der ved midnat tager en måbende Owen Wilson (åh, hvorfor lige Owen Wilson, som kun med nød og næppe kan lægge blockbusterkomikmimikken fra sig?) med til 1920’ernes Paris, da den eksilerede amerikanske (og europæiske) kulturelite pudsede hinandens fjer, læste hinandens romaner og gik i seng med hinandens elskere og elskerinder. Saloner fulde af skønånder og fortovscaféer, hvor Hemmingway og Fitzgerald havde deres faste borde.

Midnight er en behagelig film. Lyset er blødt, gaderne mildt regnvåde, kvinderne smiler og fanger joken. Billederne har teksturer som fingerspidsvenlige kashmirsweatre og småslidte lænestole. Den onde svigerfamilie er usympatisk, men ikke rigtigt farlig – faktisk er de ikke videre nødvendige for handlingen. Der er ikke noget kritisk punkt i filmen, i hvert fald ikke mere dramatisk end et par midlertidigt forsvundne øreringe. Det fantastiske, det vindende ved Midnight in Paris er netop dens karakter af dagdrøm, af vild hvad-nu-hvis-fabuleren, af den lille mundfuld nostalgi, man tillader sig selv: “lad os nu tage ti minutter, hvor vi forestiller os, at tingene kunne være helt fortryllende anderledes”. Allens fortælling svæver foran seeren som et guldrandet syn, én de frygtløse dagdrømme, vi har efterladt i barndommen. Hvad nu, hvis man kunne få lov at sidde med i Getrude Stein og Alice Toklas’ stuer? Hvad nu, hvis man kunne charmere selveste Picassos kæreste? Hvad, hvis man kunne danse charleston gennem cigaretrøgen, uden at være til et retroarragengement, eller ironisk, men for alvor? Det er svært ikke at smile igen til filmens henførte billeder, det ville være synd ikke at lade dem bølge ind under huden på én.

Det vildeste er persongalleriet. Det er så overdrevet en samling stjerneansigter, at hoben af kransekagefigurer vækker vildere begejstring end kagen selv. Marion Cotillard er én honningfarvet smilerynke, slank og klirrende og dæmpet lampebelyst. Kathy Bates spiller Getrude Stein, firskåren, præcis og genial, skønt ikke rigtigt brysk nok. Lea Seydoux, som var ultraindtagende i La belle personne, er kæk og kær, og Carla Bruni kigger forbi som underspillet supersmuk turistguide. Adrian Brody er Salvadore Dalí. Ja, bare fordi. Der er ingen grund til, at han skal være der; kun henrykkelsen affødt af, at Adrian Brody, for pokker, er Dalí. Og sjov. Hemmingway er endnu mere morsom; hans litterære stil er overført til hans hele væsen. Handlekraftig, besat af mandsmod og nævekamp – nok er hans replikker skrabede og punktlige, men de følger hinanden i én uendelighed. Scott og Zelda Fitzgerald bliver spillet udknaldet bedårende, strålende begavede væsener, som allerede er på vej væk med den understrøm af vanvid og tab, der løb mellem dem. Louis Garrel er ikke på rollelisten, hvad man kan have vanskeligt ved at forstå, når vi nu er blevet enige om at være forelskede i Paris, men bevares. Rachel McAdams er troværdigt irriterende, jeg tror aldrig, at jeg har set hende være andet. T.S. Eliott, Man Ray og Matisse er der også, og i en ekstra-tidsrejse til la belle epoque møder vi Toulouse-Lautrec på Moulin Rouge; kulturhistorisk overkill!

For at binde sløjfe på sagen; det er ikke nogen stor fortælling, det er ikke noget ærligt udsagn om, hvordan menneskene og livet er. Men det er en smuk drøm, godt selskab, en flippet idé, en stilfærdig forelskelse og en nostalgisk eskapisme, der er af høj nok kunstnerisk kvalitet til, at man ikke et øjeblik behøver at få dårlig samvittighed over at leve lidt i dagdrømmen. Faktisk ser verden uden for biografsalen væsentligt kønnere og friskere ud efter et tilbageblik til de gyldne lys’ tid.

Bløde, uldne ord.

2011-08-04T11:48:00.000-07:00

Nogle ord er præcis så mulebløde og dvælende og rare, som de skal være, når man påhusker, hvad de betyder. At blunde. Dase. Døse. Slumre. Ord, som tydeligvis småsover i tæpper og fred og ro. Den slags ord kan jeg lide.

Hvad jeg til gengæld ikke bryder mig om er ækle impossante effektiviseringsord, som forsøger at overtage den slags gode udtryks plads. Power napping. For eksempel. Ad, det lyder så skarpt som en lommelygte i øjnene, når man lige lå og drømte.

Den slags udtryksimperialisme vil jeg altid sætte mig imod.

Apropos gode, truede ord: Se her Politikens liste over de 43 ord, som er i fare ved at uddø, fordi de ikke bliver brugt tilstrækkeligt. Jeg synes hellere, vi skal sige kålhøgen og kanalje end power napping og raw food. For nu at være konservativ på den bløde måde.

Fugleknitren

2011-08-04T04:29:00.001-07:00

Go, go, go, said the bird: human kind
Cannot bear very much reality

Eliot

Nordjyll.

2011-07-17T10:20:00.000-07:00

Feel-bad film.

2011-07-11T08:18:00.000-07:00

Gør det godt for noget, når det gør ondt?

Der er nogle kulturprodukter og kunstværker, som mest af alt afgiver en lugt og stemning af stillestående damvand, jordslået skæbne og døde håb. Jeg har efterhånden lært, at det er finere, hvis en bog eller film ender sørgeligt end det modsatte, og fortrække næsen hånligt af amerikanske feel-good produktioner. At der er meningen, at det skal være pinefuldt at se Bergman. Men jeg kunne alligevel godt tænke mig, at vi tog en snak om den absolutte værdi af bunddeprimerende gråkunst.

Forleden så jeg Synechdoche, New York af Charlie Kaufman. Med Philip Seymor Hoffman i hovedrollen. Nu, to døgn senere, er jeg ved at have fået min tro på tilværelsen og menneskene igen. Filmisk er den upåklagelig; al mulig ros værd. Philip Seymorr Hoffman spiller strålende, selvom det synes et forkert ord at bruge, idet han det meste af tiden er indadvendt, grålig, væskende og skælvende. Men overbevisende så. Den er dødflot og gribende, igen på en bagvendt, smertelig måde.

Alt synes meningsløst, menneskene kan ikke rigtigt møde hinanden, når kærligheden altid lige er gået ud af rummet og sex højst kan blive en bittersød fornøjelse, kunstneren er en tapper Sisyfos, der bygger en utroligt kompliceret myrretue, som dog stadig er en myrretue, der ikke kan stå imod den evigt overskyggende død, som fra starten af har ormet sig rundt i huden. Det er ikke så meget et resume som en stemningsgengivelse af, hvordan omverdenen så ud for mig, efter dvd'en havde snurret færdig.

Jeg prøver at forholde mig positivt til verden. Som mange andre har jeg en sort hund slumrende om skuldrene, som fra tid til anden truer med at vågne og gø og slå sig i tøjret, når der er for meget modgang og meningsløshed i omgivelserne. Men jeg prøver at se på de gode ting og udse de punkter, der er solide nok til at fæstne snore af håb til. Og at gå ud fra – hvad der kommer til at lyde både naivt og banalt – at ”det hele” nok ”skal gå”. Det, jeg nu undrer mig over, er, hvordan jeg skal bruge sådan en film til andet end at slå skår i min egen tilgang til verden, til at anklage mig selv for at være en sugarcoat'ende, idealiserende romantiker, fordi jeg ikke vil se den sandhed i øjnene, at vi i sidste ende er alene og verden et frygteligt sted. Skal jeg prise mig lykkelig for, at jeg ikke er en New Yorker-neurotisk tidsindstillet selvmordsbombe, som går fast til psykolog og græder, hvis havregrøden brænder på? (Det sidste kunne jeg nok godt finde på, men ellers). Eller skal man tvinge sig til at se det som en kunstnerisk bedrift alene, ikke som et udsagn om, hvordan mennesker eller livet er? Eller lade dem få én til at hulke af gråd over tilværelsens tilstand og tage det som en form for renselseP?

Jeg vil gerne tro, at der er en mening med at se svære, sørgelige, smertelige film (eller læse ditto bøger eller lytte til ditto musik), men fandme ikke kun, at det gør nas at se dem og derfor kun er fordi de få selvpinerisk indstillede. Hvorfor ser du dem, hvis du gør det? Hvad giver det dig at se Persona eller Requiem for a Dream eller Synechdoche eller læse Kældermennesket eller Lolita eller indlægge dig selv til andre former for feel-bad kunst, som ikke har den vante forløsning til slut? Gør det godt for noget, at det gør ondt?

Hvis du ikke ved, hvad du skal i dag:

2011-07-10T06:06:00.000-07:00

Botanisk have i København. Det er nok kun indbildningens kraft (eller hedder det positive thinking nu?), men jeg synes bestemt jeg fornemmer, at det er en helt anderledes overlegen ilt, jeg indånder inde blandt alt det grønne og storblomstrende og duftende, end i krydset ved Nørreport lige uden for haven. Man kan få en billig lakridsrod at gå og tygge på, kigge på skildpadder og bliskyllinger i søen (hedder en blishøneunge sådan?) og klatre rundt på stenbjerget med sjældne græske urter, som dufter vildt. Og jeg har altid, altid, altid lyst til at teste, om kæmpeåkanden i drivhuset kan bære et menneske. Den ser så overbevisende ud.
Og det er gratis, og solskin, og få ting ser bedre ud end en grussti med solstråler gennem et bladhang. Sgu.

Boom! Således tilbage.

2011-07-05T05:16:00.000-07:00

Kære alle,   

Jeg beklager fravær, jeg har været ude i solen. I hvert fald efter, at jeg har været lukket inde med filosofi- og kulturformidlingseksamen. Men derefter i solskinnet, og gråvejret, i Istanbul og i et ret forelsket København. Jeg har haft overmåde fin fødselsdag og kørt meget hurtigt på ny, hjemmebygget cykel, som er meget rap fødselsdagsgave fra den søde mand. Desuden har jeg passet lille gult kolonihavehus og erfaret, at jeg er gået igennem mit hele liv uden at kende min fjende nr 1: snerlen, det ondeste og listigste ukrudt, som smyger sig ind og ud mellem alle de andre planter og snor og skaber sig. Jeg har læst bøger og badet i havet med min mor, og købt tøj og tingeltangel af de sjove typer, som stiller boder op langs assistensmuren. Jeg har været i tyrkisk bad og drukket tyrkisk kaffe, røget vandpibe, mødt vilde kattekillinger i Istanbul og månekatte i gården herhjemme. Jeg har husket heksetricks til midsommmernatten og Sankt Hans-aften og samlet syv forskellige urter fra syv forskellige grave, efter at have forceret et jerngitter i selskab med god og med-overtroisk veninde. Jeg er blevet bachelor og har søgt ind på kandidaten (også i litteraturvidenskab) fra september, og jeg kommer til at se rigeligt til universitetet sommeren over, mens jeg arbejder for den høje, kloge litteraturprofessor, som er mægtigt vidende og mægtigt god til at lave høje bunker af noter og udskrifter, som jeg går og rydder op i og sætter i system. I starten var jeg lidt nervøs for at skulle arbejde sammen med ham, men vi er hurtigt blevet fine venner gennem fælles afsky for Heidegger og kantinens kaffe (til gengæld kan vi lide Ibsen og cortado). Jeg har siddet på mit værelse og set et skybrud piske luften og jorden sammen og spankuleret i gummistøvler og gulvlang, højhalset kjole gennem Fælledvej, og følt mig præcist som Cathy under uvejrsskyerne, når hun går og spejder efter Heathcliff.  

Jeg håber jeres sommer er over al forventning ind til videre.

Puss!

Litterær Salon #2. Svømmehal-edition.

2011-05-12T04:21:00.000-07:00

Kære salongæster,

Tak for sidst!
Og tak fordi I hjalp os med at sætte vores salon-projekt i gang med stil. Der er masser af litterære koncepter og rumlige benspænd, vi gerne vil undersøge sammen med jer i en nær og fjern fremtid.

Derfor er vi nu klar til at invitere jer igen, til Litterær salon #2 ,
- der, som lovet, bliver noget andet.

Vi håber naturligvis også at se en masse nye ansigter i denne omgang.

Salonens tema vil være krop - som spændingsfelt mellem nydelse og ydelse, som hæmning, som noget helt konkret eller fuldstændig litterært - og den, Salonen, vil finde sted i Bellahøj Svømmestadion søndag d. 22 maj kl. 15-17.

Arrangementet foregår i selve svømmehallen, vel og mærke, så pak endelig badetøjet (der er undervandshøjtalere!) Skulle der være enkelte blandt jer, som ikke er vandglade, vil der være mulighed for at sidde på tribuner på kanten, med kaffe og puder. (I den sammenhæng skal det dog lige nævnes, at der er 29 grader indenfor)

Der vil være oplæsninger med:

- Julie Sten-Knudsen, der er elev på den svenske forfatterskole og blandt andet har publiceret tekster i antologierne: Følgesvend til Verdens Tilstand 2005, Koordinats brune papirpose samt Antologi 2010. Hendes første digtsamling Hjem er en retning udkommer til august.

- Rolf Sparre Johansson er lyriker, projektopstarter og forlægger. Han debuterede i Hvedekorn, og står bag arrangementer som Under Oplæsning. Derudover driver han forlaget Organiseret vold begået mod den almindelige tale. Besøg ham her: http://rolfsparre.blogspot.com/

Desuden vil jeres ydmyge arrangøser bidrage med et oplæg, der skal fungere som springbræt til diskussion.

En billet til svømmehallen koster 27kr for studerende og 32 for voksne. For børn er det en femmer. Vil man bade skal man være der senest 15.30.

Håber at se jer.
Spred ordet!

Kærligst
Linea, Elin og Selma.

Eksamenspause.

2011-05-10T15:21:00.000-07:00

Jeg ville virkeligt gerne skrive, men jeg halser efter halsbrækkende eksamensskriverier for tiden, og det er dræbende og det er Habermas og Marcuse, der ikke kan blive helt enige om teknologiens problem og beherskelsens logik og rationaliteten og sådan, så når det bliver rigtigt sommer skal jeg nok være her igen, hvis ikke før, for det her kræver hver eneste hjernecelle, jeg kan ryste ud af -barken.

Håber I har lange timer i solskinnet og bruger minimal tid på bloglæsning.

Anbefaling; gå i barndom & læs fantasy.

2011-05-02T12:23:00.000-07:00

Indimellem eksamensskrivning (brænd i helvede, kulturformidling) har jeg givet mig selv lov til at give efter for en gammel og næsten glemt (og næsten udrenset i løbet af finkulturelt, litteraturvidenskabeligt studium) tilbøjelighed; fantasy. Jep. At begive sig ind i nørdede, magiske scenarier føles for mig stadig som at synke ned i en venligt-slidt lænestol, trække benene op under sig og være inderligt tilpas. Og ikke hvilken som helst fantasy-litteratur. Det er tunge, gode sager: Jonathan Strange & Mr. Norrell. Af Susanna Clarke. Jeg kan endnu ikke sige noget rigtigt kvalificeret om plottet (har læst 200 sider, hvad der knap er 15% af værket), men for, at I kan forestille jer stilen (som er frydfremkaldende!), er det omtrent som hvis Jane Austen og J.K. Rowling satte sig ved kærtelyset og bestemte sig for at skrive den mytologi, England manglede. Tør og witty og begavet, med både magiske parallellande og londonske mr. Darcy-agtige genlemen. Samt generøse mængder patos og sarkasme. Jeg er fan.

Digtmaskine

2011-04-30T09:31:00.000-07:00

Tiden skimter to tunger
det meget modsatte og det meget mulige
begge gøer også med dagen
medmindre mellem et-sagte kombinationer ikke
nedad i gastronomi som nemlig er almen
og ikke stenet ved hvad den skal.

Jeg har ikke selv skrevet det, kun trykket på knappen. Inde på Den Danske Online Ordbog (dejligt ikke-2011-agtigt navn) har de et Poesi Værksted, eller rettere en digt-generator, som helt af sig selv bygger sætninger op af småsten fra ordbogsreservoiret og limer dem sammen til helt kunstigt skabte digte. Det kan jeg bruge lang tid på. For det første er de overraskende gode i sig selv, for det andet er det virkeligt taknemmeligt arbejde at plukke de bedste formuleringer frisk fra maskinen og finpudse og udskifte dem efter egen tilbøjelighed, for at lave noget, man næsten kan sætte sit eget navn på.

Forårslig forklaring på fravær:

2011-04-28T02:20:00.001-07:00

Ak, ak. Der har været djævelsk travlt omkring mig på det seneste, men med den bedste slags ting. For eksempel gik salonen overmåde magisk godt, og vi håber snart at kunne holde én igen. Jeg ville virkeligt ønske, at jeg havde haft et kamera, så jeg kunne vise jer billeder af oppyntet salonstue og hyldevinsskålende digtere, og i øvrigt også håndkælne lam i Espergærde og italiensk is og ditto espresso ved lille skævt, men solbestrålet kafébord i det københavnske, eller det blåhvide og hæklekravede tøj, jeg havde på, da ikke én men to udenlandske Irma-kunder troede, at jeg var en slags konceptuel Irma-pige, og spurgte om vej til mineralvandet, eller Dyrehavens gode klatretræer ved tidlig formiddag, og kystturen derop på en ensom glat cykelsti.

P.S. Nu har der været småglimt af forelskelse rundt omkring på bloggen. Og altså. Altså. Jeg har mødt en mand og endskønt det ikke er noget jeg plejer at gøre det særligt meget i, har jeg immervæk mødt en mand og endda været så uforsigtig at falde pladask og hovedkulds for selvsamme, og det er ærlig talt ret fantastisk udmærket i al sin uvanthed. Muligvis er det lidt fjollet at skrive det; men først og fremmest er det mægtigt fint og meget rigtigt midt i foråret. Jeg håber jeres årstid er ligeledes strålende.

Aftenplaner; spoken word på Retro

2011-04-18T23:13:00.000-07:00

I aften er der historiefortælling og spontan poesi på Café Retro (den på Jægersborggade), hvis nogen skulle have lyst til at få serveret vilde ord til deres øl eller kaffe. Det er 19-22. Jeg er der. Og husk, at det snart er søndag og salontid.

Håber i øvrigt, at I boltrer jer som barnlige børn i solstrålerne - jeg glæder mig til at se beskinnet landskab hele vejen gennem togtursDanmark.

Update fra tog:

10.44: En å slanger sig sløvt frem og tilbage langs skinnerne, den forsvinder bag marker og træer og dukker op igen, der sidder to lyshårede piger overfor, de går nok i 3.g., de læser i Turen går til-bøger om Nepal og Peru og forbereder en kommende sommerferie og har hver en høreledning i øret fra den samme iPod, "Nice. Jeg tror Peru er et nice land", skråningerne er helt vildt grønne, pigernes mobiltelefoner har ikke knapper, det er den nye generation, som skal arve jorden, ringetonen er en følsom mandestemme og bløde guitartoner; gymnasierock, der er klynger af træer, som endnu ikke er sprunget ud, og der er heste i folde og det hvide i birketræernes bark blinker i solen, der er en by men vidderne er flere.

Jylland i påskesol rules OK

2011-04-18T13:35:00.000-07:00

I dag har jeg løbet ned af en tyve meter stejl skrænt fyldt med gamle brune blade, friske anemoner og egetræer, plantet syrener i min mors have, været forbi min gamle yndlings-genbrug, hvor ekspedienterne er de samme som altid og spurgte, om det hele nu gik godt i København, drukket kaffe og vino verte, hørt hiphop med lillebroderen og spist:

Good times. Men i morgen er jeg i København igen, og det bliver tip toppen af poppen også.

Amalie & Peter: ready-made

2011-04-18T01:57:00.000-07:00

Man kan ikke tage to dage på landet og sidde og male et par stille påskeæg uden medieland går fuldstændig amok. Måske det er bedst bare at blive her.

fra eb.dk: "Hvad der sker efterfølgende, er parterne uenige om, men konflikten ender med, at Amalie råber om hjælp og derved vækker den kendte stylist Kenny Aleksandr"

Du ser rålækker ud i dag, København.

2011-04-15T01:08:00.000-07:00

Holy smokes, hvor det fungerer med blå himmel, cykelstimer igennem krydsene, solbrilleklædte Nørrebro-kids på broen, hvidvin på altaner i aftensol og små flag på busserne (er det ikke som om der konstant er små flag for tiden? Hvor mange medlemmer har kongefamilien egentlig? Stakkels Henri må være virkeligt langt bagud i arvefølgen efterhånden).

Jeg er helt OK med det, at byen har gjort sig lækker inden jeg smutter forbi familiepåskeri i den nordjyske udkant i morgen. Håber den holder niveauet til jeg er tilbage .. mon ikke.

God weekend til jer allesammen.

Fibersprængning i hjernen

2011-04-13T08:04:00.000-07:00

Det er til at blive tudegal over, hvor dum man kan føle sig efter to-et-halvt års unistuderen, når man sidder i en klasse konfronteret med Heideggers tanker om teknikkens væsen og virkeligt prøver både at følge med og tage noter, men virkeligt ikke forstår, hvad folk omkring mig mener, når de siger, at man må forstå væren som det værende eller det disponible over for bestanden og så videre. Jeg har brug for noget intens tutoring udi kulturfilosofiens tågebebølgede vildveje.

I det mindste har Heidegger også skrevet, at poesien kan benævne det værende som for første gang. Til det vil jeg gerne sige high-five, Martin.

guldmorgen

2011-04-12T23:24:00.000-07:00

Når man vågner og stadig har en halv skål lösgodis og nylavet (monsterstærk) kaffe og en ret rigtig slags type ved siden af, som sætter blød musik og et afsnit Gilmore Girls på (for god ordens skyld er vi ikke så mellow; her er også tatoveringer og metal), så er tingene rimeligt okay. Det betyder også bare, at jeg er ret nervøs for at blogge for tiden, fordi jeg frygter indlæg, der flyder alt-for-personligt over med alt det kære og fnidrede og gode, som mine dage for tiden er infusionerede med. Men jeg skal nok huske at findes her også.

Sommerplaner

2011-04-11T01:01:00.000-07:00

Jeg ønsker mig et hus oppe i et træ i en skov som den derhjemme, eller en husbåd på vandet i lyse måneder, eller en græsplet med kolonihavehus, og måske jeg faktisk får det sidste opfyldt nogle måneder denne sommer, ægte fantastisk kunne det være, med havefester og lampelys og midsommeraftener; ikke ringe overhovedet.

Litterær salon snart ready for take-off

2011-04-07T02:46:00.000-07:00

Vupti; min gode Selma og jeg har gået og fiflet med selv at lave en slags litteraturplatform, hvor man kunne læse højt, diskutere, spise suppe, drikke øl og være ordnørder sammen, uden nødvendigvis at være elitehelvede. Og nu har vi sagt a og b og arrangeret, at der skal være en vaskeægte gammeldags & smartmoderne salon søndag d. 24 april, i Sofiegårdens atelier, på Christianshavn. Kl. 20.00.

Jeg vil bare slå lidt på tromme for det – invitationen ser sådan her ud:

Litterær Salon #1

»Vi er den nye vin, og den nye vin skal sprænge flasken!«

Kronprins Haakon af Norge

... (Begyndelsen af copy/paste-manifestet, som vil blive offentliggjort d. 24 april)

Eller: Vi har simret – nærmet os glöggtilstand - og er nået frem til, at vi mangler et frirum i København til litterære sysler, teoretisk storhedsvanvid, pertentlig/krakilsk debattering og kaffedrikning – hvor vi kan dele og deles om litteraturen, fordi vi elsker den og fordi den fortjener det.

Derfor vil vi gribe en anelse bagud i historien, tappe gammel vin på nye flasker og banke støvet af den glimrende tradition:
At holde litterær salon.

Den første salon vil finde sted søndag d. 24 april kl. 20.00 i atelieret på Kollegiet Sofiegården (Overgaden Oven Vandet 32a på Christianshavn – vi sætter et skilt)

Vi inviterer til suppe, øl og kaffe/the til billig penge og ikke mindst et fremragende program, hvor vi vil dele og diskutere viden, stille spørgsmål, begejstres og ikke mindst give ørenlyd til forskellige stemmer fra det poetiske og litterære opland.

Vi opdaterer programmet løbende!
Indtil videre kan i glæder jer til:

Lea Marie Løppenthin
Johannes Fogtmann
Rasmus Riiskjær
Vladimir El Baz

Alle er velkomne.
Vor åndelige vinkælder er vidt åben!

De kærligste hilsner
Linea & Selma

Post Scriptum & Nota Bene:
Min salon er også din salon, så kontakt os gerne med forslag etc.

Det er flyvende i mig

2011-04-04T07:00:00.000-07:00

Nogen har besluttet sig for at mit liv er en af den slags glaskupler som er fulde af plasticsne eller guldglimmerflager der hvirvler op hvis man vender den på hovedet og ryster den og (nok den selvsamme) nogen har netop vendt den på hovedet og rystet den og nu hvirvler jeg og det glimter hvilket er meget spændende og meget nyt & uoverskueligt.

Idoler, kronologisk rækkefølge:

2011-03-30T09:16:00.000-07:00

Astrid Lindgren; da jeg var 5 år hjalp min far mig med at skrive et brev til verdens bedste børnebogsforfatter. Nogle uger senere fik jeg et kort men overmåde venligt svar på et postkort, jeg stadig gemmer i en notesbog. Jeg lærte at græde af vemod og glæde af Tvebak Løvehjerte, der trods al sin angst kaster sig ind i kampen for noget større, og af Jonatan, at "hvis man ikke gør det, man er bange for, er man ikke noget menneske, men bare en lille lort", hvilket er en eksistentiel sandhed ingen før eller siden har kunnet spidsformulere så skært og klart. Jeg klædte mig ud som Emil og havde både en lue og en bøsse i træ, og min bror og jeg brugte timer på at hoppe fra den ene seng til den anden, idet rummet mellem dem havde forvandlet sig til Helvedsgabet fra Mattis borg. Snart tre års studier af litteraturvidenskab har lært mig, at Kafka og Dostjevskij kunne noget særligt; men det kunne gamle Astrid ved gud også, til overmål.

Richey James Edwards; jeg var måske 12 eller 13, da jeg lærte, at "alienation" betyder fremmedgørelse, og at det er en fantastisk tragisk og fatal sag at være ung, smuk og fortabt Nogle af de andre outsider-typer kunne lide Kurt Cobain, men for mig fandtes kun Richey; han var min Marilyn (du var alt for smuk til denne verden, der åd dig). Androgyn, bleg skælvekrop med sortfarvet hår og sort-kohlede øjne (før emo-scene-feberen overgjorde hele den æstetik), leopardpelsfrakke og forrevne tshirts med politiske postmoderne fortabte slagord; culture slut, terminal young thing. Vodkaånde, blid walisisk accent, Sylvia Plath-citater og indadspejdende skrøbelighed iklædt hyperintellekt.

Og en dag i 1995, længe før jeg vidste han fandtes, forsvandt han pludselig, og det giver desværre mening at antage det værste, at han hoppede ud fra broen et sted, men endnu er ingen død eller levende krop nogensinde fundet.

Som en variation over samme tema idoliserede jeg i den tidlige teenagetid også Juha fra En UFO gør entré (se eventuelt indlægget om selviscenesættelse på Polyfonisk), en ung, hjerteskærende landsbytosse med udlængsel, bittersød, anderledes, anderkendelseshungrende, kontrær, arrogant, usikker; én at finde sig selv i.

FORTSÆTTELSE FØLGER ....

Kendt for at være ingenting:

2011-03-28T13:19:00.000-07:00

Hanne har skrevet fint skævt indlæg om ligheder mellem & forskelle på Amalie fra Paradise og Claus fra Beckwerk. Hep, jeg digger!

Mikkel T. siger skriv;

2011-03-27T05:32:00.000-07:00

(...) Skriv uden afkodning, uden sætninger, der deltager i den tegntydning og fortryllelse.
Hvorfor? Fordi der ikke er nogen løsning, oplysning eller afdækning i litteraturen.
Litteraturen kan ikke bruges som andet end en målestok for vores afstand til virkeligheden. Selv når den er allermest selvbiografisk, øger den vores afstand til virkeligheden, og jo stærkere gør virkeligheden sig gældende som et krav; og jo tættere litteraturen synes at være på virkeligheden, jo større er dens afstand til den.

Sgu. Fra Over for en ny virkelighed, som endelig dukkede op.

(Jeg bliver så glad og beroliget, hver gang nogen vover påstanden om, at litteraturen ikke er et mærkeligt kodesprog og ej heller går ud på at finde det forgyldte nøgleord, som kan låse virkeligheden op og forklare alting). Hvad den til gengæld er, ved jeg ikke.

I dag er den nok først & fremmest digte læst ved søerne i forårssol, måske med 1 isvaffel til. Det behøver ikke at være så kompliceret.

Vinden bærer os gennem byen

2011-03-24T04:11:00.000-07:00

Det er især i disse dage fulde af forårssol og blæst og by at det føles som om man cykler igennem en Virginia Woolf-roman (særligt de lyse kapitler) som om man glider over fortovet med svømmetag og der hænger reflekser fra bølgeskvulp under loftet og der ligger en skive skæbne over alles ansigter.

Filmkærlighed

2011-03-23T00:30:00.000-07:00

I går, på Bolsjefabrikken (i lillebitte biografsal med sofaer i lag, mægtigt godt set-up):

Hiroshima Mon Amour. Duras er bomben.

Og i dag, i Cinemateket:
(klik & kig på billedet . . .)

Orlando. Tilda Swinton er den sejeste dame. Og Virginia Woolf forlæg endda. Solgt.

KUAkvindekoder;

2011-03-21T02:32:00.000-07:00

knold kilehæl kunstværk kantinekaffe kompendie klasseværelse kindkys kult-kultur kant cardigan

Skandinavisk monstrøs melankoli & indian winter.

2011-03-19T02:58:00.000-07:00

Jeg har i et tidligere indlæg redegjort for, hvem alle tiders mest skræmmende litterære konstruktion er. Skulle nogen være i tvivl:

Uanset om man er rejst gennem Mummidalen pr bøger eller tegnefilm eller -serier, er man udmærket klar over, hvor tænderskærende, forfrysende, monstrøst melankolsk en skabning Murren er, når hun knirker over sneen og fryser blomsterskuddene ihjel. For nylig læste jeg et gammelt interview med Tove Jansson, hvor hun fortalte, at hun altid havde forstået Murren som en manifestation af det nordiske tungsind, der beboer en mørk krog af mange skandinaviske sind, fordi vi bor i halvårligt halvmørke og kulde. Når Murren sådan anskues som geografisk betinget vinterdepression & vemod er hun straks lidt mindre skrækindjagende, (og desto mere sørgmodig).
Jeg sidder og tænker på, om I mon kan komme på andre eksempler på 'skandinavisk tungsind', hvis vi lige sagde, at det var en genre. Digte? Film? Billeder? Musik måske især? Nu, hvor solen skinner udenfor, virker det tilpas trygt at sætte sig ind i den slags, mens det ved midvinter sikkert havde ført til akut sortsyn & indre dommedag.

Måske har den her indian winter, vi befinder os i for tiden, en snestorm eller to i ærmet endnu, men jeg tillader mig alligevel at håbe på, at foråret er kommet til norden efterhånden og Murren indeni slumrer i tøvejret.

Retssalsdrama. (Hvornår stopper det?)

2011-03-18T01:18:00.000-07:00

Det tog omtrent 45 sekunder at erklære Gyldendal og the artist formerly known ikke-skyldige i anklagerne fra hin identitetsberøvede performancekunstner, og gudskelov, tænkte jeg, hurtigt fint peak, og så skal vi videre i teksten, ikke også, hr. Helge, nu må det også være ved at være færdigt med det værk. Eller nej?

Som Information i dag skriver i artikel om retssagen:

"Også forfatteren Carsten Jensen var mødt op for at overvære den historiske dom. Han kender Claus Beck-Nielsen som kollega og har blandt andet skrevet forordet til hans næste bog, som angiveligt får titlen Nielsens verdenshistorie."

Hm! Jeg kan til nød suspendere ironisk distance og forholde mig rimeligt åbent til Carsten Jensen eller Das Beckværk sådan hver for sig, men dem begge i én bog og så en verdenshistorie tillige? Desuden ankes retssagen sikkert videre til højesteret, hvis ikke den bare går direkte til menneskerettighedsdomstolen. Ak & ve og var less ikke engang more?

Obligatorisk læsning for aspirerende litteraturstuderende:

2011-03-17T01:01:00.000-07:00

Tror jeg i hvert fald nok! Vil selv have fat i Saksehånd af Thomas Hvid Kromann snarest muligt. Åh, mit tørre boghjerte med alle dets indbyggede avantgarde-faibler synger ved tanken om, at nogen ikke bare gider at læse og udgive smal (og selvhøjtidelig og krukket og vidunderlig) litteratur, men ligefrem at karikere den, (og det smalle, selvhøjtidelige, krukkede og vidunderlige litterære miljø, som står vagt omkring den, naturligvis).

Her er uddrag fra Kamilla Löfströms anmeldelse i Information:

Handling er der naturligvis ikke meget af: En litteraturstuderende finder i en af universitetets mange korridorer et opslag fra et lille foretagende i Nansensgade kaldet Saksehånd, der søger et yngre menneske til at forrette volontørtjeneste. Det fiktive Saksehånd minder en del om det virkelige After Hand, der, først drevet af Henrik Have og i de senere år også af Mathias Kokholm, har udgivet alt andet end mainstream af digtere som engang Peter Laugesen, Sven Dalsgaard, Per Højholt og i dag Rasmus Graff og Lene Asp Frederiksen. Det yngre menneske, volontøren, bliver også læserens indgang til den del af den litterære scene, der opfatter sig selv som en modkultur og et alternativ til det, man hånligt betegner som Dansk Standardprosa A/S, og som er det, der blandt andet udkommer fra Klareboderne, Ib Michael-romaner, krimidronningerne og i den dur, I ved.

Hallo. Kan man forestille sig en smartere (og endda samtidig satirisk og afvæbnende) slags introkursus til det fint omsigselvlukkede litteraturparnas, (vi) spæde litteraturstuderende forsøger at finde indgangen til? Måske vi har en vindende (nøgle)roman til det københavnske litteraturmiljøs skjulte dør i i Saksehånd.

(Apropos, så venter jeg stadig på min Ny virkelighed fra After Hand! Vamos! Ellers når der at kommet tre nye Thykier-skrifter, inden jeg bliver opdateret på det her).

Hej fru minister!

2011-03-16T11:18:00.000-07:00

Hep! Er nu hjemme fra en hel masse KUA-aktion-action; fineste engagement, gode taler i solen og positiv (kaffeinfuseret) proteststemning. Fint scoop, videnskabsministeren Charlotte Sahl-Madsen dukkede op til blokademødet og diskuterede med instituttets studerende – og en masse af underviserne, som havde forladt deres kontorer i dagens anledning. Ydermere kom DR Update og lavede indslag om vores protestværk.

Universitetsavisen har også skrevet fin artikel om Blokadestafetten, hvor yours truly bliver skamciteret. Og Avisen.dk har bragt denne.

I morgen blokerer studerende på SAXO-instituttet (Historie + flere mindre sprogfag). Jeg tager derud, men jeg skal også nå forbi domsafsigelsen i Das Beckwerk-retssagen om Suverænen. Kan vist akkurat nå begge dele & få læst tekster til fredag.

Det er en travl tid, men grundet gode ting. Her er billeder fra i dag (klik dem gerne store, de er flotte):

Humaniorastuderende & videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen. Foto: Ivan Dunsmore

Dialog og kritiske spørgsmål fra mange stemmer. Foto: Ivan Dunsmore

Kaffe (i flot limegrøn iklædning) må der til. Foto: Sara Krohn Deleuran.

... og lyriske (oxymoroniske) slagord. Foto: Sara Krohn Deleuran.

KUA-studerende klædt af til skindet (og ej bange for tydelig symbolik). Foto: Bertil Melhof-Pedersen

"Vi vil have mere undervisning end ferie!". Foto: Bertil Melhof-Pedersen

Blokade del II & polyfonisk artikel

2011-03-16T01:43:00.000-07:00

Pyh! Har siddet og kampdrukket kaffe og ringet til diverse avisredaktioner angående Blokaden på Humaniora, som er i fuld gang på vores institut. Så mægtigt spændende og så god fin opbakning.

Løber rundt og er glad dog protesterende, men fik også tid til at poste mit indlæg på Polyfonisk under vores første tema: At komme i gang. Det er noget så fantastisk utidssvarende som Et forsvar for overspringshandlingen.

Blokade på IKK i morgen

2011-03-15T06:51:00.000-07:00

Jeg, og mange andre studerende (og undervisere) omkring på universitetet har længe gået og murret over vores studieforhold og hvor få timer, vi har til at komme i dybden med vores stof. Vi har sukket efter mere undervisning og længere semestre: i hvert fald længere end 12 uger. Desuden kan undervisere fortælle om stadig ringere forberedelsestid og usikre ansættelsesforhold.
Det kan godt være, at nogle mener, at kunst, kultur og humanisme er overflødigt at studere og forske i, men det er alligevel for trist en slags samfund, der ikke har råd til den slags. Og på et tidspunkt må man protestere.

I går blokerede Institut for Engelsk, Germansk og Romansk deres administration, og i dag har Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab sat blokade op. I morgen, d. 16. marts, blokerer vi administrationen på IKK (Institut for Kunst og Kulturvidenskab); en slags blokadestafet, der går KUA rundt og skal munde ud i stor fælles protest næste uge. Det er ikke rettet mod administrationen i sig selv, men en måde at sige, at nu må det stoppe. At vi ikke kan arbejde med så lidt undervisning. Og at vi ønsker os visioner for vores uddannelser og timer nok til at få fuldt udbytte af vores studier.

Jeg håber, vi bliver mange. Selvom det er langt fra '68, så føles det mægtigt godt og mægtigt rigtigt, at begive sig ud i noget, der lufter lidt af studenteroprør. Eller i hvert fald at vise, at det her uddannelsesræs burde være på en helt anden måde. Tænk på de reklamer for Københavns Universitet, som hænger rundt omkring: De bedste, hårdeste, sjoveste år i dit liv. Jo, de bedste, særligt på grund af den bedste slags medstuderende og dygtigste undervisere, men det kunne være væsentligt både hårdere og sjovere.

Fra kl. 7.00 i bygning 21, KUA, der bliver både kaffe og barikade (humanist style).

PS; Berlingske skriver om ringe humanistforhold & protesterne: "Studerende får for lidt".
PPS; Facebook-event, vupti!

Glædelig Pi-dag!

2011-03-14T05:45:00.000-07:00

Fordi det er den 14. marts – 3/14 – er det i dag Pi-dag. Altså 3,14. Eller π. Velnok den kendteste matematiske konstant.

Tænker at fejre det ved at udregne nogle cirklers omkreds og diameter eller krusedulle nogle flotte funktioner på enkeltlogaritmisk papir. Eller måske forsøge at fremtænke en slags matematisk poesi? 14. marts er desuden Albert Einsteins fødselsdag, så nørdfaktoren skraber virkeligt loftet i dag.

Polyfonisk begyndelse

2011-03-14T02:10:00.000-07:00

Vupti! I dag letter Polyfonisk. Det første tema bliver #at komme i gang og jeg håber, I har lyst til at læse med.

Udklædningskasse

2011-03-13T13:23:00.000-07:00

Du bliver hele tiden til i glasgangen mellem det enkle og det simple hvor der stadig er ekko hvor man aldrig bliver færdig med at tale med de døde man har kendt og fordi du er nogens søster kender du til den østersbløde dødsfælde som har lagt sig til rette i mellemgulvet som en huskats hudvarme mave men først red du som lille på heste og skrev for lange historier i dine stilehæfter.

Du har lært at begrænse dig nu at økonomisere dine ord at opbygge muskulatur at spise dyrene, simpelthen, nu fylder du din mors høje sko ud nu, det er enkelt det er ikke let.

Stillingsopslag: Livsredaktør

2011-03-09T04:09:00.000-08:00

Tænk om man kunne få sig en eksistentiel redaktør, som helt praktisk havde til opgave at styre ens tilværelse i den rigtige retning. Tilrettelægge den som en tekst, der kunne bygges mere hensigtsmæssigt op, hvis man skar fra her og skrev til der. Som kunne stille én denne eller hin opgave og kontrollere resultatet efterfølgende. Og sige ’holdt, stop!’, når man gik i spiralerende selvsving inden for et lille, dumt emne. Venligt, professionelt, distanceret, men interesseret i, at man blev en succes. Det er måske det, der med et tidssvarende og kvalmegrænseoverskridende udtryk kan kaldes coach, men det nægter jeg at gøre. Det er i øvrigt mere radikalt end det, jeg ønsker mig en vaskeægte ansvarshavende redaktør, under hvis overblik jeg kan arbejde/eksistere/producere, som både kan fortælle mig, hvad der skal ske med mit privatliv, hvilke fester jeg skal tage med til, hvilke tidsskrifter jeg skal læse og forstå, hvad jeg skal skrive om og hvad jeg skal omskrive.

En slags skribentdebut:

2011-03-08T09:54:00.000-08:00

Hopla! Der er godt nok kommet et ekstra n i Linea, men det gør ikke så meget, mig er det immervæk. En lille ting, jeg har skrevet, som er blevet ægte synlig.

Anonymiteter

2011-03-07T22:38:00.000-08:00

Jeg har tænkt over det at være anonym. Ikke vildt og voldsomt performativt navnløs, men stilfærdigt anonym. Jeg diskuterede det med en god ven forleden. Fordi vi begge to er blevet noget trætte af ironikerne, der er vores generations og segments fremmeste befolkningsgruppe. Fordi ironien forskyder den talende fra det, hun har sagt, så det pludselig står afsenderløst ude i verden, som om man ikke vil tage ansvar for egne udsagn. Til gengæld er jeg stor fan af den ydmyghed og venligt selvudslettende gestus, der ligger i anonymisere sig; at det er det man siger og ikke personen bag det, som opmærksomheden skal rettes imod. Min ven mente, at det stort set var den samme position. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men jeg mener, at der er en slags etisk forskel. Det går jeg og vender i hovedet for tiden.

Desuden bliver jeg også helt krilrende tosset af nysgerrighed (i bedste betydning), når nogen kommenterer anonymt her på bloggen. Efter, om det mon er nogen, jeg kender? Om der er én person, eller tre, eller ti bag Anon-afsenderen? Om der i det hele taget er gengangere?

Må jeg have lov, med al respekt for beskedenheden i jeres navnevalg, til at spørge, hvem I anonyme er? Eller alternativt: hvad det er, der får jer til at klikke i 'Anonym'-boksen her i bloglandet?

Jeg er glad for, at I er der. Også jer med navn på, selvklart.

billedström

2011-03-07T09:02:00.000-08:00

Her på bloggen er jeg mest glad for ord, men jeg synes også ret godt om billeder, (når bare de ikke tager overhånd), så nu er jeg begyndt at samle dem:

kunststof

Hvis det var noget, I kunne tænke jer at kigge på. Det minder mig om, at jeg
ønsker mig film til mit kamera, sidst jeg fotograferede var sidste år, så sidst jeg fotografere var for længe siden.

I øvrigt et digt

2011-03-06T23:40:00.000-08:00

Min far måler tiden i træer

Han siger

der er forskel på folk

og tæller tiden i årringene

Min far måler tiden i træer,

tålmodigt

Han siger,

der kan gå tohundrede år før man rigtigt får glæde af et træ

Han er tålmodig, omhyggelig, nøjagtig,

og praktisk intelligent

som min bror er blevet det

min bror siger, at jeg ikke er det

min mor siger, at jeg

er fin som jeg er,

at fantasi også er

en slags intelligens

(hun siger til et blindt barn,

at hørelsen også er en fin sans)

Min far har plantet sin kærlighed dybt

så den kan nå grundvand og urjord

så den er skjult og solid

så hvis jeg ikke kan se den, er jeg utålmodig

Brug nu din fantasi, Maja,

om tohundrede år har den rejst sig over enhver tvivl

Min far måler tiden i træer

Han har set

elmene og pilene

på sin grund

være spæde og blive stærke

som min bror er blevet det

(hvor jeg kommer fra, har

man ikke en have men en

grund)

Min far har barkede hænder, høreværn,

duft af fyrenåle, fornuftige sko, fjorten dages fravær

bekymrings- og smilerynker og

en plantet skuffelse i et hulrum i panden,

jeg ikke kan afgøre om stammer fra mig

eller ham

Min far måler tiden i træer jeg håber jeg lever

længe nok til at han rigtigt får glæde af mig.

Tja & tjo. Kritik ogsåvidere vil jeg gerne høre, hvis I synes, der er noget at sige. Det føles ret farligt at lægge skrift ud til offentligt påsyn, men hvis ingen får det at se, finder jeg nok aldrig ud af, om det dur til nogetsomhelst. Og jeg vil gerne blive bedre.

Dictator fashion: Part II: Mubarrak

2011-03-06T11:11:00.000-08:00

I er nødt til at klikke på billedet for at forstørre det. Og med nødt til mener jeg nødt til.

Billede er herfra.

Dumme, grumme diktatorer med vild stil viser sig at være et bredere felt end jeg havde turdet håbe. Nålestriberne er slet ikke nålestriber, men bittesmå bogstaver, der staver hans navn. Jeg tænker, om Berlusconi har nogen lignede hængende i garderoben (eller måske har han snarere fået broderet navnene på 16-årige erobringer)? Påtænker desuden analyse af Putin-outfits engang i fremtid. Skønt han mest synes at være i bar overkrop ved random lejligheder.

Salig post-festival stemning.

2011-03-06T06:51:00.000-08:00

Festivalen var god. Især fordi Josefine Klougart læste højt og jeg fik spurgt, hvad det er med de ræve i de tekster, Søren Ulrik Thomsen holdt oplæg om, at ungdommen skulle slappe lidt af i sin identitetshyperproduktion, Ann-Sofie Gremaud talte spændende om islandsk identitet i billeder og nye, hemmelige hipstershamanisme-tendenser, paneldebatten endte med at blive til noget (og min helt sagde "det er typisk post-neoavantgardisme" og jeg tænke wow, hvor langt ude i fremtiden er vi så?), festen om aftenen gik noget så fint, dj'en var bomben og fuglemusikmennesket mOOnbird ligeså, Ilja Bergh fortalte historier og spillede musik og brokkede sig over flyglet, de frivillige var så seje og vi endte med at sidde klokken otte morgen og være færdige med oprydning, bombede og udkoksede og med gryende solskin og med øl i hænderne.

Signe, som var frivillig, har tage fine fotos:


Liv lytter meget koncentreret til paneldebatdeltagerne. Marie & jeg forholder os afventende.

Måske når jeg at tage nogensteder hen i dag, siden det er den første søndag og udflugter er gratis. Måske tager jeg bare hjem til Rikke & Søren og ser Tarzan Mama Mia og tager det roligt. Indtil videre har jeg spist vegansk brunch i Folkets Hus (den var lækker og vi fik hele og halve Emmery's-brød med hjem, vældigt god folkekøkkenstil). Jeg håber jeres weekend har været dejlig også.

(Min) weekend i (andres) billeder.

2011-02-28T04:52:00.000-08:00

Allersødeste Anna holdt au revoir-fête, fordi hun rejser til Paris og residerer lige om lidt. Det var helt grotesk hyggeligt. Og folk var flotte i parisertematikker, der var utroligt mange striber, tung sort eye-liner og fikst Sonia Rykiel-crepet hår. Jeg var en slags Pierrot (og kan ikke lade være med at overveje, om klovnekraven kan bruges til hvis ikke hverdag, så også ikketematiske fester?). Anna har taget billedet af den gode køkkenlounge.

Mørk Rom fyldte 2 år lige om hjørnet fra fredagsbaren; hurra!; så vi kunne lige luske med efter at have taget hul på weekenden i gamle Roland Bar. Jamel Sundoo har taget flotte billeder derfra (altså Mørk Rom, helt så vildt går det ikke til i Roland).

Og inden jeg kunne falde i søvn i nat, så jeg den nydeligste herre, jeg kan komme i tanke om, få den lille guldstatue, han burde have haft sidste år, (for A Single Man, selvklart).

I år var det et helt utroligt ringe show, jeg plejer skam at elske at hade det, men det var mere anstrengt og diffust og mærkeligt, end jeg nogensinde har set det før. Colin Firths stilfærdigt velformulerede tak var omtrent eneste lyspunkt. Ak, galla for den skingre stemning.

Men det som ender godt er godt, og hør engang her: Så Oscargalskaben hos yndlings-Cecilie, og da jeg smuttede ud og låste cykel op kl. 5:30 for at køre hjem i seng, kunne jeg høre – på æresord! – vaskeægte fuglekvidder! Så jeg vil ønske jer alle en perfekt sidste vinterdag og håbe på foråret har tøvejr og flere fugle i sig fra i morgen og frem.

Ord til at stilne din søndag

2011-02-27T04:24:00.000-08:00

Det er for tiden et projekt at forsøge at finde steder at begynde i Mikkel Thykiers forfatterskab (brilliant dog diset spøgelseslabyrint) som virker utilnærmeligt, præcis fordi der er så mange indgange. Han har (vistnok, jeg ved ikke, hvad der er fakta & mytestof angående den mand) selv skældt sin debutsamling hæder og ære fra, men jeg bliver ikke desto mindre begejstretberoliget til mode af linjerne fra 1997, i Skyggerne er kun flygtige:

jeg kan ikke længere sanse verden, alle de mennesker med hår på deres hoveder, hår

de drukne sejler gennem gaderne som fulde sejlere, med støvleklapren

der under en hånd er mygt og knast, knitrer, er grovere, fugleredehår og halmstakke

og rødvinsånde imellem husvæggenes uhørlige og åndsløse snøvleplapren

hår på fint kuplede hoveder, man kan stryge en hånd henover for i ejerens sår

så sukker sporvogns- og jernbaneskimmer: Neuropa, Neuropa, i håb om

at hviske en blid omfavnelse der omfatter alle de flotte mennesker med spiritusfol

at skyerne med gråd vil få vemodigheden til at drive ned ad de gus-

i deres øjenlåg, alle de fine og bløde kroppe, der ville bløde smukt i venligheden

tent oplyste gader, i parken er der træer, og min er bruden, der gør

håret dufter af egetræ og honningshampoo, jeg drikker the af en kande foldet i viol

som med de lange, krogede grene og det underligt visnede løv; hun dør.

Jeg tænker at man kunne spare mange stresspillerecepter og mindfulnesskurser ved i stedet at forære fortravlede mennesker den rette digtsamling og lade dem læse ligeså langsomt.
Jeg snublede over 'mygt', det er et uvant, men blødt, blidt, mildt ord, jeg synes man skulle bruge mere, men bestemt ikke for meget, det er godt, at det er et lidt diskret, lidt bortgemt adjektiv.

1) ( ell. dial.) som (uden at brydes) let lader sig bøje (i hele sin udstrækning ell. (jf. ledmyg) paa et enkelt sted, i et led); bøjelig; smidig; ogs. (ell. tillige): som let giver efter for tryk; blød; lind. Moth.M195. *De groveste Avner og Stilke | . . i Hamp og i Blaar, | Dem spinder hun myge som Silke.
2) (jf. mør 2.2; især ell. dial.) overf.: som har ell vidner om et (i al alm. ell. i øjeblikket) eftergivende sind; ikke stivsindet; føjelig; ogs. m. bet. af underordning, underkuelse olgn.: underdanig; ydmyg; kuet; ærbødig.

Skrivekrampe

2011-02-26T08:08:00.000-08:00

200 indlæg (tilgiv mig), 52 faste læsere (og tusinde tak) og en ophobning af skrift og jeg har overhængende lyst til at slette det hele og trække en masse vejr og starte fra et tomt sted, men (selvfølgelig forfængeligt) også til at gemme de få gode indlæg, hvor det føltes som om, jeg faktisk var ved at skrive mig ind på noget eller i den rigtige retning i hvert fald, så lige nu ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre med den her latterligt lange liste af skriverier, jeg ikke rigtigt kan gemme eller skille mig af med. Nogle gange bliver man måske bare overmæt af sin egen stil og led + ked af faste udtryk og vendinger (jeg sætter hermed mine yndlings-yndighedsord og -udbrud (her et sidste: mægtigt!) i karantæne på ubestemt tid). Måske bare skrive hurtigere, enklere, grimmere, mindre omsigviklet, måske mindre venligt formidlende, med kraftigere farver end vanlige pasteller, måske kan jeg bygge noget med sproget i stedet for at pynte med det, selvom træværk er grovere end muslingeskaller og uvant materiale. Måske kan jeg ikke, men nu vil jeg forsøge.

Blåt sprog

2011-02-21T15:38:00.000-08:00

Det er på det nærmeste ubærligt, at der i dag er så meget himmelblåt og at der på den baggrund flyver måger med blændhvide sider, hvor solen genskinner eller at loftværelsernes glippende opadrettede vinduer har blår i sig, at frostvejrets dampe dugger solbrilleglassene til eller at jeg i går ikke fik sagt dig det forkerte overhovedet

Sådan gik jeg og tænkte i går, på vej hen ad Griffenfeldtsgade, sådan akut lykkeramt over lynende solskin fra blåsprød himmel, klar frost og at folk og jeg kunne tale, så vi forstod hinanden. Men jeg har altid troet, at blår (som at stikke nogen blår i øjnene) betød at gøre deres øjne mere blå (som vinduerne er blevet udsat for i det ovenstående), det vil sige, at gøre nogen mere naiv og troskyldig, blåøjet. Måske nok negativt, men også en lidt sød, uskyldsren manøvre. Ak ja, jeg har just læst:

blår, affaldsprodukt fra forarbejdning af hør og hamp, som bl.a. anvendes til sækkelærred. På Dyrehavsbakken spiser Pjerrot brændende blår, en tradition, der stammer fra markedspladsernes ildkunstnere. At stikke folk blår i øjnene betyder at holde dem for nar.

Det er noget nedslående, så grimt et udtryk troede jeg ikke det var; sækkelærred har bestemt ikke noget at gøre i øjenomgivelser (skønt Pjerrots ildkunst er formildende omstændighed). I det hele taget har min hjerne vanskeligt ved blå sprogbilleder: som lille var jeg mægtigt optaget af min fars forkærlighed for astronomi og lærte navnene på forskellige planeter og stjernebilleder, rød superkæmpe, hvid dværg, Orion jagter pleiaderne, meteorregn opkaldes efter helgeners tårer, og da min far eksempelvis sagde, at Solen (eller Venus eller Mars eller Nordstjernen) kan man se med det blotte øje, hørte jeg det blåtte øje og spurgte, ja, naivt: hvad kan man så se med det grønne øje eller det brune øje? i den tro, at det var en slags kikkertsigte. Jeg er overbevist om, at jeg stadig laver fejl i den slags faste udtryk uden at ane det. Nogle gange er den slags ikke så dumt, dog, jeg kender eksempelvis en pige, som konsekvent tager en kunstnerpause i stedet for en kunstpause, og det kunne aldrig falde mig ind at rette på det. Ligeså, når nogen siger 'middelaldrende' og ikke midaldrende. Eller kalder den kedelige slags post for rodekuvert.

Sort svane død svane

2011-02-07T00:11:00.000-08:00

Natalie Portman er endnu tyndere end sædvanligt, med konstant ængsteligt ansigtsudtryk højt hævet over fremstritterende kraveben (i sidste tredjedel af filmen går der dog hul på angsten, ansigtet revner og tusind afgrundsstemninger og stort skuespil vælter ud fra spinkle træk). Balletten er yndig og monstrøs, langsom snurren rundt på ødelagte, afstivede tæer i lyserøde bånd og uldgrå benvarmere. Pigerne på Københavns broer holder sig også varme med stil, her er alpehuer på skrå (på den rigtige måde, det er en lille videnskab), draperede over-size tørklæder og en parkaklædt kæreste på armen. Black Swan er beroligende foruroligende; Freudiansk for Begyndere; det er Mors skyld. Datteren misbruges (sjæleligt eller fysisk?), tvinges til at udføre en projektionsdans for Mors uforløste ambitioner, tvinges til at forblive en uskyldighed i en barnekrop, mens seksualiten bliver en bortgemt ansamling under overfladen, et blåsort mærke, der venter på at bryde igennem huden med et urskrig, der vil ødelæggelsen. Der er ingen sådanne tilløb til dramatik på broen, eller, det ville der hverdagsligt ikke være, men alligevel holder der pludselig en Dyreambulance og trækker en lille hale af tilskuere efter sig. Mænd i refleksveste er kommet for at redde fuglene, en af dem siger: de dør af mangel på næring, af misforstået, destruktiv kærlighed (nej, mor!) fra søde gamle damer med elskede små børnebørn, der tæppebomber svanesøen med hvidt toastbrød, af hvilket fuglene ikke alene kan leve, men det er alt de har spist, så nu begynder de at dø. Det kan nu ikke passe, der er alt for mange der dør på én gang, forrige år spiste de vel også hvidtbrød. Men igen ved rigtigt, hvorfor de dør i flokke nu. Jeg stopper ved siden af et af den slags lykkelige kærestepar, vi ved er ligeså fastidyllisk søinventar som svanerne, og ser ned i vandhullet i isen. En and ligger kæntret, drejet til den ene side, stendød og uværdigt viklet ind i en plasticpose. Svanen har en anden slags flair for dramatik, den er langsomt marcheret så langt ud på isen, at refleksmændene ikke kan nå den, for at slynge sin hals i en bue over sig og gemme hovedet under sin krop, da den styrter sammen. Svanen er en særligt smuk, særligt værdig fugl, ikke mindst på grund af dens måde at dø. Portmans dødedans lever op til de københavnske søfugles svanesange; til slut forenes hele den betændte psykoscenografi i stort sammenfald: dansen/døden/kærligheden/orgasmen/perfektionen er indkapslet i ballerinaens dirrende finale, fokuseret gennem glassplint, der spidder sjælen til kroppen.

Husk at se Black Swan, og at læse her, hvad fuglene kan holde til (+ bud på fugledødsforklaring)

En gang imellem må man sidde ved kysten

2011-02-06T09:38:00.000-08:00

Den første søndag i måneden er det gratis at tage s-togene hvorsomhelst hen, så jeg pakkede en taske og udvandrede fra mit ellers højtelskede brokvarter, for at rejse op og finde kysten, havet og skoven. Jeg spiste på vejen og kiggede på andre rejsende, rugbaguette: fransk brie, rødløg, tomater, ristede solsikkekerner, purløgsdressing, men det spiller ingen rolle. På Klampenborg station duftede der af hestevogne og brændte mandler. Himlen var hvidgrå over mørkt, vådt strandsand, og der var kun så lille en blæst, at der kom bruselyde på bølgeslagene. En dame med hvidt hår og en rundet krop som en badebold gik ud på broen, skrællede alle de sorte, uldne vinterlag af og tog 4 nøgne svømmetag ud og 4 ind til broen igen. Bagefter fortalte hun mig, at hun kun badede, når hun kunne se, at der var gode mennesker inde på stranden. Og at der fandtes en mand, som hundelufterfolkets hunde altid løb efter, selvom han ikke gjorde noget; han var nok angst. Et indisk par bad mig tage et billede af dem, de holdt om hinanden foran den lysegrå horisont og smilede, uden at jeg behøvede at forlange hverken 'cheese' eller 'appelsin'. Ved siden af broen lå en stor bunke sten, jeg kunne kravle op på, og finde en sprække, hvor jeg sad i klippeskjul en halv meter over det lave vand og slæbte en gul overstregningstusj henover medbragt Nietzschetekst. Jeg kan godt lide ham, men lige på denne dag og det sted føltes hans menneskefjendskab mægtigt malplaceret.

Kender I gode kroge, der er velegnede til naturoplevelser, som ikke gemmer sig alt for langt væk fra byen?

By ved nat er A-OK

2011-02-05T05:55:00.000-08:00

I går glemte min telefon hjemme i lejligheden, men ingen skade sket, faktisk det modsatte; jeg sad i litteraturs café og forsøgte at læse Nietzsche – han skriver så vildt; et drømmende menneske på ryggen af en tiger – da jeg blev fundet af de andre søde og weekendramte litterater (og i samme øjeblik blev lokalet forvandlet til fredagsbar, som dog var løbet tør for øl, men no worries: "hvis vi siger g&t, vodkakao og skinny bitches til 15 kr, er det så i orden?". Rørende! Det er følelsen af hjem for mig; blødt sofadyb, topfyldte plastickrus og sammenvævede samtaler om situationen i Egypten og James Franco som nyeste bud på menneskelig perfektion. Så fik Nietzsche lov at være Nietzsche.
Lidt senere cyklede vi gennem regndryp til Retro, hvor flere flotte venner dukkede op og hørte hyggelig popmusik (og beklagede sig over priserne, 'hvad!? 35 for en fadøl, hvad ligner det!'; man bliver forfærdeligt forvent af unibarernes prisleje). Da vi kom ud på gaden lidt i midnat, blev jeg inviteret i biografen i Huset, der ligger lige om hjørnet. De viste verdens værste film, nemlig, hvilket jeg ikke syntes, jeg kunne gå glip af. Det var vanvittigt, midnight screening for hyperbegejstrede, indforståede fans, der råbte afslutninger på replikker i kor og kastede plasticskeer op mod lærredet (uddelt af smilende biografpersonale) on cue. Filmen (& hele oplevelsen) var fantastisk syret og sjov, og fra nu af bliver den vist hver 1. fredag i måneden. Jeg kommer igen, helt sikkert. Overvejer i øvrigt at glemme telefonkontakten hjemme noget oftere, der sker mærkeligt, fine sager, når man lader sig føre rundt i københavnske kroge på uplanlagt vis.

I aften bliver det mere klassisk og ordentligt (og depraveret amoralsk på 1700-tals libertiner-facon, men altså!), for da skal vi se Molières Misantropen på Det Kongelige Teater. Hvis jeg skal bruge penge, jeg ikke har (og det er egentlig den eneste mulighed), foretrækker jeg, at det bliver på varme scenelamper, pudrede parykker og tordnende klapsalver.

Hvis jeg havde fået anskaffet et tv endnu, ville faren for lørdag aften tilbragt i selskab med Barnaby nok være overhængende. Hvad er mon jeres weekendplaner?

Pylret

2011-01-25T01:59:00.000-08:00

Min mor ville sige, som vi gør deroppe omkring Rold skov, deroppe i Himmerland, at jeg er pyllervorn. Det er jeg lidt for tiden. Ikke trist for alvor, bare lidt i følelsernes vold med fjollet store udsving over småting - det er noget pjat at blive rørt over et håndskrevet brev fra en lokal Jehovas Vidner-repræsentant, (som har en meget nøjagtig, minimal og meget ung, drenget skrift, i øvrigt) fundet i postkassen, eller næsten ikke at kunne stå op igen, efter at have taget avisen med i sengen, fordi lederen fortæller om, hvor frygteligt det altsammen er i Mellemøsten. Det er uhensigtsmæssigt, men også mægtigt rart at være sentimentalt anlagt, sådan at have en utidssvarende sturm&drang splint i hjertet, der gør det meste tårefremkaldende, på godt og ondt. Alt det føleri!

Brideshead remixed

2011-01-18T02:13:00.000-08:00

oversat & klippet i stykker:

Således gik min vandring igennem en verden af fromhed hen til Sebastian. Han var betagende smuk, men af den tvekønnede skønhed, der i den skære ungdom jubler mod kærligheden og visner ved den første kolde vind. Denne efterårsstemning betog os begge, som om junis tøjlesløse yppighed var uddød med levkøjerne; nu overdøvedes dens duft ganske af de fugtige blade, der lå i en vissen hob i et hjørne af kollegiegården.

"Bør vi i grunden drikke os fulde hver aften?" spurgte Sebastian en morgen.

"Jo ubetinget."

"Det er også min mening."

... skønt denne barndoms legetøj var silkeskjorter og likører og cigarer, og dens uartigheder stod højt oppe på listen over alvorlige forsyndelser, var der alligevel over det hele en barnekammefriskhed, som ikke var ret langt fra uskyldighedens glæde.

Julia sagde: "Stakkels Sebastian, det er noget kemisk, der sker i ham."

En selvtillært stammen.

Og mens hendes ord hang i luften som en sky af tobaksrøg, som en tanke, der skulle opløses og forsvinde uden at efterlade spor - ligesom røgen, tænkte jeg: måske al vor kærlighed kun er hentydninger og symboler, vagabondens kradserier på portstolper og fliser langs den lange, trættende vej, andre har vandret før os. Måske er du og jeg prototyper, og det mismod, der ofte opstår mellem os, stammer fra vor skuffede søgen, hvor vi går igennem og forbi hinanden og kun nu og da fanger et glimt af skyggen, der altid drejer om hjørnet et skridt forude.

Jeg havde ikke glemt Sebastian. Daglig var han hos mig i Julias skikkelse, eller det var vel snarere, at jeg havde kendt Julia i ham i de fjerne, arkadiske dage.

Brideshead på badeværelset

2011-01-17T07:24:00.000-08:00

Jeg er flyttet ind i nye, små men helt egne gemakker, grundet de indre trækfugleinstinkter, der byder mig at samle en lille bunke ejendele og smide resten ud omtrent hvert halve år, og så flytte til et nyt punkt på det Københavnske bykort. For tiden på Fælledvej, lige ved Understellet. Endnu har ingen med stærke nok arme til at bore i betonvægge og trække ledninger været forbi, så i værelset – og der er kun ét – bliver der mørkt, når solen går ned. Som midlertidigt modsvar lægger jeg håndklæder ud på badeværelsesgulvet, for derinde er der godt, gult lys, og ligger dér og læser til aften. I dag har jeg været til sidste eksamen, så nu må jeg godt slappe af og bare læse Brideshead Revisited og så videre i aftentimerne. Der er vældig gang i min blegrøde overstregningstusj, for der er mangen en passage i den roman, der fortjener fremhævning. Når jeg er færdig med den, har jeg planer om at svømme igennem hele tv-serien, der er bygget over den, som skulle være ganske fantastisk og britisk dramatisk og desuden fuld af den kostskoleæstetik, jeg helt ukritisk henføres af . . .

. . part II

2011-01-16T01:19:00.000-08:00

Ak ja, ak ja, det kunne lige passe, at jeg skulle bliver internetløs, ligesom vi skulle til at lette. Tsk! Undskyld det uklædelige fravær.

Jeg synes godt om polyfonisk.blogspot.com, hvad synes mon I andre? Mødtes med Katrine (artist formerly/formally known as Silke) til kaffe og fremtidsvisioner i går - - vi talte om, om det måske var en idé, at vi mødtes en gang i den rigtige, stoflige verden og ordnede verdens- og blogsituationen?

Godt, så bygger vi noget fælles . . . !

2011-01-08T12:03:00.000-08:00

Jeg har gjort noget småspontant & jævnt vildt i dag. Det føles vældigt dumdristigt (og lettende! og spændende!), når man påtænker de minusgrader, som kendetegner tidens økonomiske klima. Permafrost, faktisk. Men! Jeg har altså immervæk sagt mit job op, i det ellers mægtigt fine bageri, hvor jeg har arbejdet de sidste par år. Fordi jeg har gået og drømt om at finde et arbejde, som er med mere tyngde og mere mig og mere skrift i; men det blev ikke til noget, så længe jeg havde en bagerjomfruelig tryghedszone at putte mig i. Så nu har jeg altså taget et spring ud af den. I første omgang for at have en stille tid at hellige mig ordene og linjerne i. I det længere løb for at finde noget andet, som mere ligner den slags arbejde, jeg kunne tænke mig, når jeg bliver "rigtigt voksen". Måske er det vanvittigt at sige farvel til et udmærket job, men det føles rigtigt. Og frit.

I allerførste omgang vil jeg gerne bruge frihed og -tid til at gøre alvor af den gode snaksummen, der har været omkring eventuel kreering af fællesblog. & hurra for adskillige fine stemmer, der har istemt sådant projekt.
Som Linda meget rigtigt har kommenteret, så er det nok en god idé at få styr på koncept, opbygning, tema, vision, målgruppe og så videre, inden man går igang med at bygge på må og få. Jeg har ikke lyst til at bestemme, hvordan & hvorledes fællesværket skal se ud, men vil mægtigt gerne høre jer, hvad I tænker om det?

Nå, men de småting, jeg har tænkt lidt på, er disse:
Vi kan godt være flere forfattere på en BlogSpot-blog, så man kan bare oprette en ny og så ellers invitere dem, som også har lyst til at være skribenter.

Kunne godt tænke mig at lave en slags håndsoprækning over, hvem, der har lyst til at skrive med? Undskyld, hvis jeg presser citronen, for flere af jer har jo allerede sagt 'ja!' højt & tydeligt flere gange; men bare lige én gang til, for the record. Og så vil jeg blive så glad og fuld-af-fryd, hvis nogen har en idé til et godt navn til foretagendet? Jeg har gået og tænkt på ord, som både var fine og stærke. . Kom gerne med jeres tanker? Om koncept og navn og alle slags idéer. Jeg glæder mig til ord fra jer.

Luftkys og tøtanker

Fritfaldende fugle

2011-01-03T05:19:00.000-08:00

∞∞∞∞∞∞
"

I den amerikanske stat Arkansas er flere tusinde fugle omkommet på mystisk vis. Lige før midnat nytårsaften faldt omkring 5.000 rødvingede solsorte og stære ned fra himmelen. Det skriver CNN.
Det er endnu uvist, hvad der har forårsaget det. Ifølge ornitolog Karen Rowe skyldes hændelsen formegentlig et lynnedslag.
"Det er vigtigt at forstå, at en syg fugl ikke kan flyve. Så hvad der end er sket med de her fugle, er sket meget hurtigt," siger hun til CNN.'

Fundet, overraskende poetisk objekt. På gudsforladt news site.

Totusind&elleve

2011-01-01T10:17:00.000-08:00

2010 var

høje tinder og meget dybe dale lilleværelse i Nørrebros inderste afsked med de fineste litterater, som fløj til Europas fineste byer (men nu snart kommer tilbage) mr. Cohen i jakkesæt og ren ånd under bøgetræ og svanetræk strikkende, sludrende pigebørn lysende flimmervarme sommerdage efterår med sort hul i maven begravelse som blev til bachelorprojekt som blev til læsesalsdage storvennemiddage hver eneste torsdag med pasta og kloge snakke og grin-over-øl langtidsvirkende kommen til mig selv bliven klogere gemmesteder i himmerlandske landsbyer århusiansk gensyn med de bedste fra gamle dage københavnsk hverdag i hvad der efterhånden føles som min by --- samt indsigt i, at det jeg vil, er at skrive

2011 skal blive
bedre mere fælles flere ord

Jeg er glad for, at I læser med. Og jeg er glad for at læse med rundt omkring. Håber jeres år har været godt. Og at I rundt omkring ser massevis af tegn på, at det næste år bliver blændende.

Eksamenskronik: kan politisk kunst være højreorienteret? Næste stop: juleferie!

2010-12-19T05:36:00.000-08:00

Pyha. Nu har jeg brugt to dage på intens stirrekonkurrence med med min computer, og det er der kommet noget, der ligner er kronikessay ud af. Skulle nogle have lyst til at læse det, skal I være mægtigt velkomne, men det er langt, langt, langt, og jeg forstår godt, hvis I hellere vil lege i sneen, drikke glögg eller panikke over de sidste julegaveindkøb. I morgen afleverer jeg det her, og så vil jeg holde et par dages ferie i det tyste jyske, med søde rare mennesker i den lille by i udkanten af Rolds skov, og lade en momental julefred sænke sig over mit summende hovede.

Kan politisk kunst være højreorienteret?

Efterlysning. Det synes umuligt at få øje på nutidige, danske kunstværker, som taler blå bloks sag. Hersker der venstrefløjsdiktatur i den politiske kunst, eller skyldes fraværet snarere en borgerlig almagt?

Essay
af Linea Maja Ernst

“Det er højrefløjen, der sætter dagsordenen. Det er altid Cepos, der udtaler sig om alting. Det er aldrig oppositionen, der tager ordet”. Den slags udtalelser falder man let nok over, både i nærværende avis' spalteplads, i blogdebatten og hen over cafébordene. I dag er det en café. Der sidder to aggressivt kaffedrikkende piger ved disken. Deres teskeer hvirvler rundt i kopperne, mens stemningen piskes op. “Borgerligt konsensusdiktatur!”, hvisler den ene, “og meningscensur!”. Venindens svar er opgivende: “Det er bare så futilt. Som om man slet ikke har nogen stemme, hvis man er uenig. Fordi nogle andre sidder og bestemmer det hele”. Derefter kigger de lidt ud i luften.
Hvis De, ærede læser, i nogen grad er bekendt med denne modfaldne følelse, vil jeg nu anbefale et veritabelt vidundermiddel mod politisk mismod på de venstredrejede breddegrader. Gå straks ind og se noget kunst. Naturligvis ikke hvilken som helst kunst, det skal ikke dreje sig om smukke farver, former og flader, der kan lindre øje og sind og jage hverdagens virkelighed på flugt. Næh, nej, opsøg den skinbarlige, hardcore politiske kunst. Og De vil på magisk vis indtræde i en ganske anden virkelighed, hvor en venstreorienteret verdenstilgang er den eneste rigtige. Endsige eksisterende.
De sidste mange, politisk engagerede kunstværker, jeg personligt har oplevet, om de var installationer, teaterstykker, romaner eller fotografier, har i hvert fald været systemkritiske og undergravende i deres selvforståelse. Og angrebet nationalisme, kapitalisme eller konformisme. Igen og igen. Det er altid en eller anden form for Superflex, der oversvømmer en eller anden form for McDonald’s. For eksempel lagde galleriet Overgaden i sommer hus til udstillingen Danmark 2010 – En vejledning til nationen for ”verdens lykkeligste folk”. En række kunstnere bidrog her med politisk engagerede værker, som problematiserede dansk selvtilfredshed med velfærdsstat og hygge-lykke. Budskabet var, efter min ydmyge mening, ret enslydende og ikke videre nuanceret. Danskeren er en bange, fremmedfjendsk småborger. Samfundet undertrykker minoriteter. Vi vil hellere have samtalekøkkener end samtale. Men kære kunstnere og kuratorer. Var der særlig meget grobund for samtale i en sådan forsimplet og politisk korrekt cementering af, at vi, den humanistiske, intellektuelle venstrefløj rigtigtnok har gennemskuet hele systemet? Og at alle de andre er dumme og onde?

Kunstsensus
Louis-Ferdinand Céline, Kaj Munk, Emil Nolde, Knut Hamsun, Ezra Pound. Der mangler ikke historiske eksempler på afsindigt talentfulde kunstnere, hvis sympatier lå placeret rundt omkring til højre for midten. Ikke at deres kunst var enestående på grund af forfatternes politiske overbevisning; men fra tid til anden kom den til udtryk i værkerne, hvilket vel er forventeligt.
Men hvad med for nylig? Eller det sidste årti? Har der været nogen eksplicit borgerlig kunst at få øje på? Det er som om al den trodsige, politiske kunst går løs på en modstand, der ikke er der. I hvert fald ikke inden for kunstens verden. Den venstreorienterede kunstsensus betyder, at man ender med at prædike for de omvendte. Som når enhver udstilling med politisk tematik bekræfter mine egne holdningers korrekthed. I at systemet er ondt og skal kritiseres. Det skal det vel nok, men i længden bliver det kedeligt altid at have ret, og jeg spejder længselsfuldt efter kunstværker, der vil udfordre min overbevisning. Som vil skubbe til min horisont og provokere for alvor. Ville det ikke være fantastisk flertydigt at se liberalistisk graffiti i byrummet: privat ejendomsret 4 ever! Eller en konservativ soldaterroman, der skrev Irak- og Afghanistankrigen ind i en stolt tradition efter sir Walter Scott, eller måske Johannes V. Jensen? Selv synet af en fascistisk propagandaplakat ville efterhånden være en lettelse, for afvekslingens skyld. Den ensretning og normalisering, som man kritiserer det borgerligt styrede samfund for, florerer også upåtalt inden for den politiske kunst fra den modsatte fløj. I forhold til den debat, der for nylig har udfoldet sig omkring d’herrer Per Arnoldis og Mads Øvlisens (henholdsvis nuværende og forhenværende formand for Statens Kunstråd) forskellige kunstsyn, har Arnoldi nu nok en pointe: kunst skal ikke nødvendigvis provokere. For nok må være nok. Det er alligevel ikke nogen videre virksom provokation, hvis vi allesammen er enige.

Storsindet ørkenkriger?
Der var engang, i en fjern, feudal og væsentligt mere ukompliceret fortid, hvor kunst var politisk. Ikke i den forstand, at kunsten forholdt sig kritisk og reflekteret til en politisk virkelighed, tværtimod var den friktionsløst indoptaget i politiken. Fordums kongelige, fyrster og generaler betalte digtere for at komponere hyldesthymner til deres ære, og gejstlige hyrede de dygtigste kunsthåndværkere til at dekorere deres katedraler. Kunstneren var dengang først og fremmest bestillingsarbejder. Det er inden for denne tradition, portrætmaleriet hører til; i sin klassiske form er det en ukritisk og forskønnende gengivelse af en magthaver. For nylig har Simone Aaberg Kærns portræt af forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen dog afstedkommet en del debat, fordi det netop var tydeligt kritisk og politisk: Fogh fremstilles som gustengul, nationalromantisk ørkenkriger, med dramatisk tiltet fly i baggrunden. (At den uelegant symboltunge komposition ligner forsiden fra Die Hard 2 til forveksling, har vi i øvrigt endnu til gode at se udfoldet i en analyse af billedet).
Man kan spørge sig selv, hvorfor Anders Fogh Rasmussens valg mon faldt på Kærn. Var det et udtryk for fløjblindt storsind, at han valgte en kunstner fra den yderste venstrefløj til at forestå portrætteringen? Eller måske snarere en snedig spin-manøvre, som skulle vise, hvorledes NATOs generalsekretær var hævet over fordums fløjkrige? Måske kunne grunden være en helt anden; muligvis var valget betinget af det lidt lavpraktiske problem, at der ikke var nogen prominente, erklæret borgerlige billedkunstnere at engagere. Og så kunne man lige så godt gøre en dyd af nødvendigheden og vælge en kunstner så langt ude på venstrefløjen, at det fik en signalværdi i sig selv.

“Du er jo ikke højreorienteret!”
For et par år siden sendte Deadline 2. Sektion et program med titlen Når kunst sparker døre ind. Aftenens gæster var to kunstnere, som på hver deres måde havde skabt værker ude i (eller ud af) en politisk virkelighed. Værten, ellers altid venligt bestemte Jes Stein Pedersen, havde tydeligt besvær med at holde styr på de to sære eksistenser, han havde fået i studiet. Den ene var selvsamme portrætmalende Aaberg Kærn, dengang i 2008 dog uden hanekam eller andre aktivistemblemer. Hun var rejst til Kabul i eget fly, efter sigende for at opfylde en ung, afghansk kvindes drøm om at flyve. Hvilket betød, at Kærn var nødt til at punktere et lukket, amerikansk luftrum. Det kom der filmprojektet Smiling in a War Zone ud af; filmen er kritisk, men den er også skæv, sjov og åben, modsat meget andet politisk samtidskunst. Kærn ville i øvrigt slet ikke tale om sin kunst i politiske termer, men talte om eventyr, naivitet og tryllestøv.
Aftenens anden gæst hed ikke noget, men var indbudt som repræsentant for den identitetsafviklende kunstfabrik Das Beckwerk. Han fortalte om virksomhedens demokratiprojekt, hvori to medarbejdere rejste til Irak, Afghanistan og USA med Demokratiet medbragt i en lille kasse, som de så forsøgte at overdrage til de respektive landes nationalbefolkninger. Som et blødt, europæisk supplement til den amerikanske kamp for demokrati. Jes Stein Pedersen ville gerne vide, hvordan den slags værker forholdt sig til “god, gammeldags” politisk kunst, som 70’ernes Røde Mor, og lignende. Jamen, Das Beckwerk er skam udpræget proamerikansk, forsikrede hin navnløse, og højreorienteret tillige! Den udmelding kunne Stein Pedersen, som ellers tålmodigt havde accepteret gæstens status af identitetsløs/afdød/romanfigur, imidlertid slet ikke kapere: “Men prøv at høre, Das Beckwerk, du er jo ikke proamerikaner - du er heller ikke højreorienteret!” insisterede han. Måske med rette; hvis jeg kender Beckværket ret, placerer det sig i virkeligheden uden for alle eksisterende fløje og ideologier. Men det interessante er her Jes Stein Pedersens reaktion, det forekom ham simpelthen fuldstændigt uladsiggørligt, at et stort anlagt, komplekst politisk kunstværk kunne være højreorienteret. Det kan ikke passe, det må da være ironisk? Kunst, som sympatiserer med højrepolitik, virker helt utænkeligt - det lader også til at være holdningen uden for Stein Pedersens studie.
Men er den politisk kunst først og fremmest venstreorienteret eller systemkritisk? For hvis det sidste er tilfældet, er en overvældende rød og blød kunst vel en reaktion på et system og magtapparat holdt i blåsorte farver. Hvis Danmark var et betonsocialistisk regime, ville vi så se liberale og konservative kunstneriske protester? Eller en venstreorienteret selvkritik?Når jeg håber på et systemskifte ved næste valg, er det ikke kun af hensyn til politiske idealer, men også ønsket om en større uenighed og dynamik i det kunstneriske landskab. Måske kunne man så forestille sig en efterfølger til Villy Sørensens gamle Formynderfortællinger, hvor der netop (indirekte og symbolsk) råbes vagt i gevær over for en løbskløbende velfærdsstat, der kvæler menneskets personlige frihed og ansvar i statslig omsorg. Mindre kan også gøre det; et par blå penselstrøg hist og pist
ville gøre underværker.

Spin er også kunst
Måske er der alligevel liberal politik i kunsten, hvis man lige træder et skridt eller to tilbage. For når den politiske kunst får hjem på gallerierne, indordner den sig sig vel samtidig under et privat foretagendes økonomi. Den her kritiske, uafhængige kunst bliver lynhurtigt commodified og indgår i en kapitalistisk varelogik, uanset, om den kommunikerer det modsatte. Det er ingen sag for virksomheder at brande sig som progressive og åbentsindede, man kan bare hænge noget edgy outsider-kunst op i foyeren. Husk Mit Navn hænger for eksempel hos Novo. Og er gallerier og muséer ikke traditionelt ophøjede sfærer for det bedre borgerskab? Det er i hvert fald sjældent, jeg ser nogen revolutionær hob stå og sippe hvidvin foran malerierne. Istedet er det de private samlere og de humanistiske intellektuelle; elitære typer fra begge fløje.
Eller måske er politisk spin i sig selv blevet kunst - på Dansk Folkepartis julehilsen til nationen ser man for eksempel en så gennemført sammenblanding af politiske budskaber, corny kitsch og stiliseret hverdagsliv, at enhver avantgardekunstner må blive grøn af misundelse.
Endelig er det selvfølgelig altid en mulighed at tage de helt dystopiske briller på, hvor kunsten defineres som det frirum, hvor det umulige er muligt. Hvor politiske drømme og utopier får frit spil, fordi det netop “bare er kunst”, og ikke er i fare for at få nogen reel indflydelse på samfundet. Når en venstredrejet, systemkritisk og radikal diskurs dominerer den politiske kunst, er det ifølge denne logik udtryk for den komplette afmagt, som de to kaffedrikkende piger på caféen klagede over. Måske ville jeg alligevel ikke anbefale dem at trøste sig med noget politisk kunst; det kunne tænkes, at der kom mere ud af at være utilfreds end selvtilfreds. Muligvis er kunsten vitterligt bare de politisk udgrænsedes legeplads. I så fald håber jeg blot så meget desto stærkere på snart at se forsøg på politisk kunst malet med den blå bloks palet.

Open call for hjælp

2010-12-16T00:07:00.000-08:00

Kære søde læsere.

Jeg er for første gang i nyere tid ganske strandet i en eksamensopgave. Jeg skal skrive et essay, som skal kunne bringes som kronik, om politisk kunst, til næste mandag. Jeg skal selv finde en skarpere vinkel på det, og det kan være hvadsomhelst. Og jeg er helt blank.

Er der nogen af jer, der har set eller hørt om noget interessant kunst med en politisk dimension for nylig? Eller tænkt på noget, I gerne ville læse om i jeres avis/andre medier? Det kan have at gøre med alt muligt, krig eller køn eller undergravende street-art eller propagandaplakater eller hvad som helst. Jeg tror bare, min hjerne er lukket ned i protest mod eksamenskaos. Alle slags tanker og idéer modtages med allerdybeste taknemmelighed.

Om dumme dameblade og potentiale i Bloglandet.

2010-12-11T07:08:00.000-08:00

Nogle gange sidder jeg på en café eller et bibliotek og bukker under for kedsomheden, hvorfor jeg udvælger mig et lækkertglittet, fashionabelt damemodeblad (for eksempel Elle, Costume, Sirene, Cover, Bazaar, find selv på flere) og lige skimmer igennem det. Og jeg bliver lige eddikesur og skuffet og über-enerveret hver eneste gang, selvom jeg udmærket ved, at det alle dage har været underholdning og tomme kalorier og lækre billeder. Selvom vi prøver at bilde os ind, at Cover har noget kant (måske i 2006), eller at Sirene er selvironisk. Men for fanden. Prøv at slå op på en tilfældig side. Tasker. Sæsonens sko. Sådan taber du dig på overarmene. Test: ofrer du kærligheden for karrieren? Igen; tasker! Reklame. Reklame. Reklame. Interview med Caroline Flemming. Horoskop. Hot, not eller hot igen? Opslag om Virginia Woolf, ikke som forfatter, men stilikon.

Herre. Jemini. En mystisk, silende larm fra indersiden af ørene; lyden af intelligenskvotient i frit fald? Og så evindelige billedserier af smerteligt smukke, tynde, hippe, lykkelige mennesker, som fester eller poserer foran vaselinelinse, casually draperet over en vindueskarm eller en festligt trashy sofa. Idiosynkratiske, fulde af uforlignelig personlighed og fællesskabsfølelse. Store fortænder, store tshirts, markerede kraveben. Eller også ligner de nogen, der er smadderligeglade med, hvad de har på, og bare er alt for vilde. Og, hvis jeg køber det samme tøj, kan jeg også blive ligeglad og alt for vild, og få tusind smarte og relevante venner. Man går lige i fælden, gør man, og smægter efter at være lige så ægte og vidunderlig som dem på billederne. Eller det gør jeg. Og så bliver jeg vred over det, og klasker bladet sammen igen.

Hm. Men istedet for at sidde og surmule kom jeg til at tænkte på, om ikke der var et stort potentiale gemt lige her i bloglandet. Fordi vi er så mange, der skriver, bare fordi vi godt kan lide at skrive, og for at fortælle hinanden om ting, vi ikke mener andre skal leve uden at vide. Og det ikke handler om at tjene penge eller at sælge noget eller at tænke på annoncepladser. Det er lidt ærgeligt, at der ikke er flere fællesblogs, altså sådan rigtigt kollektive sider, hvor man så kunne være X antal mennesker, der gik sammen og skrev om det, man hver især var allersejest til. Film, kunst, ny musik og glemte klassikere, litteratur, filosofi, politik, fotografi, caféanmeldelser, og jaja, for den sags skyld også mode og skønheds-artikler. Hvor alle kunne læse med gratis, og selv sende bidrag ind. Og man netop skrev for at skrive, og ikke for at afsætte et eller andet produkt. Medmindre man syntes, at noget er helt monstrøst nice og derfor skal hypes; og så fred være med det. Så kunne der også være plads til alt sådan noget, som for eksempel er for smalt og kedeligt og urentabelt til at finde vej til glittede blade, som filo-fis og tanker om samfundet. Sådan lidt som et online magasin, men ét alle havde fri adgang til. Fordi vi hver især har en lille, eller større eller faktisk helt respektabel læserskare, som muligvis også ville læse ens indlæg i en fællesblog, og så læse nogle af de andre bloggeres indlæg, og så ville man hver især få et bredere publikum. Som forhåbentligt ikke ville nøjes med at være publikum, men også selv skrive. Jeg ved ikke. Giver det mening? Er det allerede blevet gjort? Er det noget, I ville læse? Eller være med til at skrive?

P.S. Nu tager jeg bare udgangspunkt i damebladsjunglen, fordi det er den, jeg kender & hader. Muligvis er situationen ligeså rærlig i mændenes ekvivalenter. Et eventuelt multi-stemmigt elektronisk blogmedie skulle selvfølgelig være for alle, uanset køn og så videre.

Det smukkeste ord i verden.

2010-12-04T09:29:00.000-08:00

Engang hørte jeg, at nogle kloge mennesker havde regnet sig frem til, sådan helt lydligt-matematisk, at cellar door skulle være det smukkeste ord i det engelske sprog. Hvordan man finder på formlen for ords klang, ved jeg ikke. Men jeg kan godt lide, at der findes ord, som er dødfine eller helt forfærdelige, på grund af deres lyd alene. Det værste ord, jeg ved, er "skurre". Det får mine hænder til at krølle sig sammen, ligesom når nogen ridser bestik henover en tallerken, og giver mig lyst til at fnyse. Det smukkeste ord, jeg ved, er "glemsel". Fordi det lyder lysegråt og spindelvævstyndt, eller måske marmoreret. Eller som noget, man kunne drapere i små, glacerede bølger hen over en kage; "skulle det være et stykke med glemsel"? & bortgemte, sprøde blonder, som er så skøre og skrøbelige, at de ville blive til støv med det samme, man rørte ved dem. & støvfnug, der hvirvler i en gul lysstråle.

Desuden; sakral, daggry, vase, ransel, konstrukt, Lima, kamille, rhododendron og Sebastian kan jeg lide lydene af. Har I andre mon også yndlings-ord?

Skal vi ud?

2010-11-17T11:12:00.000-08:00

(Jes Brinch, 1993)

Coppola er en bedre fotograf end historiefortæller.

2010-11-14T01:47:00.000-08:00

Jeg vil anbefale, at man i stedet for at gå i biografen, googler Sofia Coppolas nye film Somewhere og nøjes med at fryde sig over de mange flotte, sorgmuntre, sprøde billeder, for det forringer desværre kun oplevelsen at se disse bevæge sig.

Sofia Coppola kan sit billedsprog flydende, ingen tvivl om det. 11-årige Cleos lange, lyse hår svæver under vandet, mens hun smilende koket lillefingerstrittende drikker af en usynlig tekop. Eller hun kunstskøjteløber mens far ryger cigaretter og fraværende sms'er med damerne. Eller far og datter og fars tilfældige hook-up fra dagen før spiser en akavet, pinligt veldækket italiensk morgenmad. Det er sprødt og blødt og råt og sårbart på én gang; Coppola er uden tvivl udstyret med en gylden linse i øjet.

Stephen Dorff (lidt bøvet navn) spiller Johnny Marco (meget bøvet navn), en skuespiller, der svæver lidt på afstand af sin egen tilværelse, indspiller actionfilm, der er ham ligegyldige, scorer kvinder, der er ham ligegyldige, og skal lulles i søvn af to købepigers synkron-pole-dancing på det hotelværelse, han har beboet i gudvedhvorlænge. Så er vi i Coppola-land, lidt sørgeligt distanceret, Bill-Murray-i-Lost in Translation, afværgende, charmerende ydre over et åndeløst, hudafskrabet indre.

Men så kommer Cleo, måske filmhistoriens mest værdige, indtagende og underspillede tween (voldsomt godt spillet af Elle Fanning, jep, Dakota Fannings lillesøster), Johnnys datter, og så indser han langsomt (åh, uendeligt langsomt), at hans tilværelse er tom og han selv ligeså, hvorfor han med utallige tilbagefald (er det nu også helt realistisk, at den 11-årige, forsømte datter opretholder en nærmest buddhistisk tålmodighed med sin jævnt håbløse faderfigur?) begynder at opføre sig mere modent. And that's that. Udover en irriterende klichébombe af en umotiveret slutning, som jeg nok skal lade være at afsløre, den må I selv få misfornøjelsen af, hvis I vover jer i biografen.

Film, jeg har sagt det før, må gerne være stilfærdige og underspillede. Men så skal de være mættede. Eller uforløste på en nagende måde. Det er en lille film, og med det mener jeg ikke en godt gemt, dog strålende perle. Den er overfladisk og over-æstetiseret, på grænsen til det søvndyssende. Det tynde plot (for det er altså tyndt, trods al god vilje) driver rovdrift på de, indrømmet, fantastiske billeder. Skuespillerne gør det godt, men der er ikke ordentligt plads til dem inden for filmens søgte minimalisme og kølige tekstur. Som Lucia har sagt, føles Somewhere allermest som en forlænget SAS reklame.

Som ofte tidligere må jeg stille mig uforstående over for et, ihvertfald efter, hvad jeg har læst, enigt højtklappende anmelderkorps. Måske er det mig, der har misforstået noget, men jeg kan simpelthen ikke se, hvorfor et skrabet, underspillet ulmende udtryk skulle være en kunstnerisk kraftpræstation i sig selv. Det er kun en stiløvelse, hvis det ikke indeholder noget vægtigt, har noget at sige. Eller også skulle man være gået den stik modsatte vej, helt droppe plot og historiefortælling og udelukkende opelsket den langsomt flydende biledstrøm, det havde sikkert fungeret eminent. Istedet er filmen en vandet mellemvej.

Billederne er flotte, der er gode scener gemt i bunken (man skal bare lade være med at tænke på fordums (læs: Lost in Translations) storhed, og særligt Elle Fanning spiller helt afsindigt skuespil. Men stadigvæk; hvis du i fremtiden låner Somewhere på DVD, må det tilrådes at se den for billedernes skyld, gerne på mute.

De stjæler som ravne

2010-11-08T12:34:00.000-08:00

Det er gået hen over hovedet på mig, hvornår det blev politisk ukorrekt at sige sigøjner, altså at man nu skal sige "roma", men er det ikke også som om, at efter det blev opligatorisk, så er alt man hører om de her romaer, at de er samfundets problembørn eller gøgeunger, at de har rod i deres papirer, hvis de da overhovedet har nogen, eller at de skal hjemsendes eller stjæler eller snyder & bedrager ogsåvidere, ogsåvidere?

For noget tid siden drømte jeg en drøm, der kom et lille barn løbende imod mig, et lille roma-pigebarn, med hoppende, mørkebrune krøller (ravnsort var det ikke, nej, men måske gøgebrunt?) og gigantiske øjne, og hun græd så forfærdeligt, altså så det skar i hjertet, for hendes mor var blevet væk, (en ravnemor?). Og så klamrede hun sig til mig, og græd og græd, og jeg holdt om hende og ville trøste hende. Pludselig løb hun væk igen, og da jeg slog på mine lommer var min pung og telefon væk, tyvstjålne. Det er skræmmende, at der sådan er en medietone eller en regeringslinie, som ganske ubemærket har listet sig helt ned i ens underbevidsthed og omrokerer rundt på den; hvis der er nogen, der stjæler som ravne, må det være dem, som har taget mine drømme . . .

Top 5! Litterære figurer, jeg ville ønske var virkelige, så vi kunne være bedste homies

2010-11-07T12:04:00.000-08:00

afstand

()

5. Jay Gatsby

fra F. Scott Fizgerald: The Great Gatsby

Fordi hver aften ville være en fest; alle herrer klædt i ulastelige jakkesæt og velkæmmet hår, champagnelys og skørtebrus, perleraslen og ulovlig alkohol. Og han ville insistere på at betale for alt og blive dødfornærmet in a gentlemanlike manner, hvis man gjorde invendinger. Han ville være så veltalende og overskudsagtig og smooth, at man ikke fik et ben til jorden, og måske ville man også føle en vis ulighed og utilstrækkelighed, hvis man da ikke vidste, at han i virkeligheden bare satte hele det show op, fordi han crushede for groft på hende den lidt irriterende smukke-pige fra folkeskolen, og så ville man sige: "Jay, chill nu med hende Daisy, hun er jo ikke all that!", hvortil han tårevædet ville svare: "hvor er det godt, jeg har dig, du holder mig nede på jorden!". (Og så ville det aldrig gå så galt, som det gør i den rigtige bog).

4. Mumriken

fra Tove Janson: Mumitroldene

For det kan ikke diskuteres, at han var vor barndoms Dylan McKay. Det lidt vilde, men blide, lidt vemodige, rodløse og hyperbesjælede barn, man bare gerne vil forære sit hjerte i en guldæske. I og for sig er mit liv vist stadig en slags venten på den her hatteklædte yngling, der sidder og fisker i åen og ryger pibe i midsommernatten, men forsvinder på vandring, når det bliver novembermørkt. Suk, vær stille mit hjerte!

3. Kældermennesket

fra Fjodor Dostojevskij: Kældermennesket

Måske ville man ikke gide være hans ven hver dag, eller hver uge, eller særligt ofte. Men så måske engang hver 14. dag, når man har en rigtig elendig møgsøndag, hvor verden er dum og grim og åndssvag, så skulle det være ham, man ringede til, og så skulle han med garanti have det 100 gange værre, med både tømmermænd og mavesår, helt sikkert lige blevet forladt af en ny dame, (som i øvrigt nok både var syg og prositueret og halvgammel), helt sikkert opfyldt af et inderligt had til verden og menneskeheden og mest af alt sig selv, og propfyldt med autentisk russisk livslede og den pureste galde, hvor man tager sortsynet derud, at det til sidst bliver helt absurd morsomt og befriende. Det ville være legalt at bitche som en gal, og han ville aldrig formaste sig til at bede én om at "tænke positivt"; åh fryd.

2. Alle karakterer

i Virgirnia Woolf: Alt hvad hun nogensinde har skrevet

Det er pinligt subjektivt og hører ingen steder hjemme, men jeg kampelsker Virginia og hele hendes forfatterskabs persongalleri, og jeg skulle gerne bruge alle dage fra nu af til for evigt sammen med Orlando eller Septimus, der kan tale med træerne.

1. Elizabeth Bennet

fra Jane Austen: Pride and Prejudice

Det ville være så eminent stjernefantastisk at have en veninde, der som Lizzy, midt i det 18. århundredes engelske patriarki, er mere independent woman end Beyoncé drømmer om at være. Hun har alle sine girlfriends's backs og tager ikke noget crap fra Mr. Darcy, og så ender det også med, at han kan forstå at hun er den sejeste dame i sognet, og at han hellere må put a ring on it. Og hun er ikke kun totalt witty og intelligent og oh snap!-agtig, men fordi hun er sådan en gammeldags gammeljomfru (på 22), kunne hun også lige stoppe ens strømper eller sy en fiks kyse til én på to sekunder. Nyttigt!

Hvem har jeg glemt?

2010-11-03T13:08:00.000-07:00

hvad tænker du på spørger du
sælmord svarer jeg
lad da være med at være så dramatisk siger du
nej sælmord sagde jeg siger jeg
du ved inuitter og køller og babysæler, ikke
du siger du aldrig har forstået hvorfor det nu skulle være så slemt med de babysæler
men at du på den anden side heller aldrig har forstået folks begejstring for naturfolk
bare fordi de spiser alt dyrets kød når de har slået det ihjel
det gør de da også på McDonalds siger du
nej siger jeg jeg lige læst i en pamflet
at det ikke passer at der er næb og kløer i McNuggets
nå siger du men det er vel ikke så skidt at det ikke er godt for noget
nå måske de også laver amuletter og talismaner af benene

Det jeg særligt godt kunne tænke mig er tid,

2010-11-02T07:15:00.001-07:00

meget mere tid, tid nok til at bruge timer på at tegne små, glatte streger på papir, og hvis det ikke blev til noget var det fint nok, for så tog vi bare et ark til.

Jeg kan godt lide uni, at knokle med opgaver og tvangsfortære lange tekster med vanvittige lixtal, at arbejde i bageriet og sludre med sydhavnsfolket, at studentermedhjælpe, at komponere en bacheloropgave og at begynde at småfifle med noget journalistik. Det er mægtigt, ærligt talt. Men engang imellem kunne det nu også være meget rart med en plads på et stenværelse i et buddhistisk kloster (måske især Leonard Cohens) eller på en anstalt for nervevrag, hvor man måtte sidde og binde blomster eller tegne tegninger hele dagen.
Min skyldigste fantasi er nok forestillingen om engang at losse det her forkromede ambitionsniveau langt ud over afgrunden og give op og blive overvældet af den kæmpebølge af tid, der pludselig ville vælte ind over én.

2010-10-30T13:57:00.000-07:00

strør tanker stryger tanker glatter krusninger ud og folder sengetæppet eller dugen kvadratisk. der er orden på tingene inde i hovedet eller i hvert fald for enden af fingrene. de kan stadig skrive.
jeg skrev en besked på væggen, altså murren, til alle os, der har fugle indeni, med en læbestift, der alligevel var faldet ud af vinduet. men nu har der har været så og så meget vind og regn forbi, derfor er "f" forsvundet, nu står der kun "lyv", insisterende imperativisk, og nu ser det skrigende og snerrende ud, at farven er så rød; jeg mente det ellers godt. derfor står der nu et ondt ord og messer med samme styrke som jeg pustede i det ord, jeg faktisk skrev, og der er ikke noget at gøre ved det.

nogen har efterladt agern og hasselnødder i min cykelkurv, jeg ved ikke hvordan det skal oversættes, men det kunne være til "at berolige".

Helt almindelige mennesker og en verdensberømt, dog afdød, skuespiller, og mig.

2010-10-25T00:11:00.000-07:00

Hej gutter, opsedasse, så prøver vi igen ligesåstille. Det sitrer i fingrene efter at skrive, & hurra for, at skriften stadig rumsterer og lagrer sig op indeni og vil finde ud.

I går gik jeg rundt på Nørreport Station, fordi jeg var kommet for tidligt afsted til et tog mod frokost hos mine bedsteforældre, (og det er et fantastisk demokratisk sted at tage en stikprøve af menneskehedens tilstand, synes jeg, for alle slags mennesker (forekommer det) tager s-togene og metroen derfra. Det er et helt skummende menneskehav af ansigter fra helt forskellige verdener, der pludselig kommer til at se hinanden i øjnene og findes, og så er de forsvundne et øjeblik senere. Nogle gange misser jeg et tog eller to for at stå og blive overvældet over den forskellighed, som faktisk kendetegner befolkningen, selvom en eller anden skinger "folke"stemning konstant tilkendegiver, at vi altså er et lille land, og at vi altså er smadderhomogene, og at vi altså ikke kan klare særlig meget udefrakommende ruskumsnusk, for vi er så få og så inderligt ens. Bortset fra, når vi ikke er det - husk engang imellem at se et bredt tværsnit af dine medborgere, fx på togstationerne. Men hov, vi er stadig i parantesen, nu slut på den).

Det som hændte hin søndag på Nørreport Station, var imidlertid, at jeg løb ind i en vældigt berømt, men desværre afdød, amerikansk skuespiller. Han gik og gemte sig i en hættetrøje og et stort halstørklæde, men da han et øjeblik tog det af for at bringe sit tøj i orden, så jeg med al ønskelig tydelighed, at han var ---, som vi ellers alle har grædt bitre tårer over, fordi han forlod denne jord i utide. (Jeg ville gerne skrive vedkommendes navn, for det er død & pine en god historie, men på den anden side er det måske fordi han har villet gå under jorden og flygte fra alt berømmelseshurlumhejet, og så ville det være megasynd at skrige op om en spotting i den købehavnske kollektive). Jeg var jo ganske bestyrtet, men fik alligevel smilet til ham og fik et hurtigt smil igen, inden han viklede tørklædet op om sit underansigt og gjorde sig usynlig. Jeg kunne ikke dy mig, som jeg stod der lige ved siden af, så jeg hviskede så lavt jeg kunne: "---?", og bang(!), stirrede han først forskrækket, så ængsteligt på mig, men jeg smilede og rystede på hovedet, "årh, your secret's safe with me, og hvis der i øvrigt er noget, jeg er nede med, er det iscenesatte døds- og forsvindingsnumre" (jeg håber i hvert fald det var sådan, min hovedrysten blev opfattet). I samme nu kørte hans tog ind, og så vupti, var han borte. Det kørte mod Ballerup, men jeg ved ikke, hvor han blev af.

Og så længe den slags ting finder sted, og de i øvrigt insisterer på at blive til skrevne linjer, fx her, så tror jeg nok det skal gå. Håber I har haft et dejligt efterår og ikke er forsvundne, mens jeg selv var væk. Alt godt.

Du seje, seje dame.

2010-09-25T09:48:00.001-07:00

Det er tit sådan i amerikanske dramaserier, at hvis alle karaktererne har haft det smadder-let og skønt i en god, lang strækning, så ved man med sikkerhed, at der kommer en katastrofe sidst i afsnittet. Ligeså den anden vej rundt; hvis det hele går og går i skuddermudder og bare er dumt og trælst, så er der altid nogen, der finder sammen igen eller får deres drømmejob eller bliver gravide og lykkelige til slut. Plottet sørger ligesom for at kompensere for niveauet af elendighed, så der er balance i sagerne.

Sådan er det sjældent i mit (nogle gange alt for virkelighedstro) liv. Men lige præcis i dag var det, så det vil jeg gerne markere.

For i dag startede med én af de morgener, hvor man vågner med en knugen i maven og ved, at det bare vil være bedst for alle, hvis man bliver i sengen og ikke skal ud og magte virkeligheden. Men det skulle jeg nu alligevel, for der var en eftermiddagsvagt i bageriet at passe, så efter ikke at have spist de havregryn, som der ikke var flere af, smuttede jeg ned på gaden for at konstatere, at det selvfølgelig støvregnede og blæste fra en evindeliggrå himmel. Det kunne lige passe andet. Og kunderne i bageriet er altid mægtigt søde, men i dag var de helt dæmonisk vanskelige, hvorfor jeg ganske snabt forvandlede mig til den helt prototypiske Tvære Ekspedient, en mennesketype jeg forestiller mig, at Helvede er fuldt af (både fordi de fortjener det & for at ødelægge det for de andre dernede).

Bedst som jeg stod og havde ondt af mig selv, ringede telefonen: det var et lyspunkt, for det var fru Olsen, der ringede. Og her rejser vi lidt tilbage i tiden for forståelsens skyld:

Fru Olsen er en ældre dame, der bor på hjørnet ved siden af bageriet. Hun har handlet der siden for evigt, men nu er hun blevet tilstrækkeligt gammel & gangbesværet til, at hun i stedet ringer ned og får bragt en ordre med bagværk op til sin lejlighed en gang imellem. Det er tit mig, hun ringer efter, og jeg kan virkeligt godt lide at besøge hende: hun er sådan en rigtigt gæv gammel københavnerinde, bramfri og vindtør og bandende og svovlende og med verdens bedste hjerte, og så har jeg endnu ikke snakket med hende uden at hun får nævnt Pia Kjærsgaard pr. ukvemsord.

Første gang jeg løb op med brød til hende, sagde hun: "Hej min skat! Stil det bare dér på bænken. Guud, hvor du ser godt ud! Du har garanteret en sheik eller tre!" - det kom jeg til at grine ad, og fik vist også forklaret, at det mere var damer end sheiker, det blev til. "Jajaja, men Gud bevar mig vel, det er da det samme for mig! Mennesker, de er mennesker!". (Jeg bliver så glad, når ældre mennesker er helt cool med, at man bekender regnbuefarvet kulør. Og Olsen-damen er cirka den cooleste, jeg ved).

Særligt fordi hun i dag, efter at jeg havde afleveret brødværket, bad mig om at komme med ind i køkkenet og sætte mig ned, fordi hun lige skulle fortælle mig en ting. Om jeg havde set den her udsendelse med disse her to ræææædselsfulde præster? Så havde de siddet der og sagt, refererede hun, at homoseksuelle var syndere og ville blive straffet af Gud. Jamen, hvad gi'r du mig? Så havde hun slukket sit TV og var gået i seng, og næste morgen havde hun som det allerførste snuppet sin rollator, bugseret den ned ad trappen og ud af døren, og var gået direkte hen og havde meldt sig ud af folkekirken. "Nej fandme nej, om mine penge skal finansiere sådan noget svineri!", som hun forsvor sig. Det ville hun ikke være med til, faktisk mente hun at de nogen-og-halvfjerds år, hun havde været medlem, måtte være alt for mange.

Og jeg synes bare, at det er mægtigt, mægtigt fint, at det lige er når man har den slags rigtigt ringe gråvejrsdag, at et menneske sådan viser noget handlekraft og idealisme og frisind på nogle andre menneskers vegne, så det bliver væsentligt meget nemmere at magte den dér virkelighed, og man måske endda lige må blinke et eller andet væk fra øjenkrogen et øjeblik.

Undskyld den episke længde på indlægget, det fyldte mere at få det hele med, end jeg havde troet. Håber også, at jeres weekend arter sig. Pas på jer.

Astrup, 9510 Arden.

2010-07-28T02:22:00.000-07:00

Jeg siger bare morgenluftning i Rold Skov, svømmeture ved Sildehagen og i Madum Sø, genbrugsbiks i størrelse XXL med jyske priser (de' bette), ymer med egne ribs på, (som er søde af solskin, get that, de er slet ikke sure og snerpede i smagen!), nybagte scones og kaffesennepsbrød, kolonihave-åndehul i Aalleren (det var ekstra bra), Astrid Lindgren-sange, fund i mors gamle smykkeskrin & klædeskab, og aftensol over kirkegården. Det er helt ok.

Københavnsk & ung & vild.

2010-07-26T00:15:00.000-07:00

Man vil så frygteligt gerne være et rigtigt menneske,
så man køber tøj i Weekday og APC
(men hvis du spørger er det “gennerfund” det hele selvfølgelig). Jo, for Weekday har faktisk en vintage-afdeling, så helt løgn er det ikke.
Og man tager sin tilpas humanistiske og tilpas kreative universitetsuddannelse
Og man spiser fisk en gang om ugen
Og linsesalat
Og avocado
& husker at grine skjult hver gang nogen siger “advocado”.
Helst skal man spise grillende med sine venner på Islands Brygge. Og man samler på svenskervenner og homovenner som de fineste guldstykker, men selvfølgelig kun den rigtige københavnske slags. Og så passer man sit kreative og enormt personlige og samtidige studierelevante og velbetalte prestigejob, mens man har masser af tid til alt det sjove. Jo, for sådan et job giver jo faktisk bare én mere overskud.
Man overvejer den dér korthårsfrisure med trimmede sider og en krølhåret pandelok ned-foran-øjnene, men måske den er nået så langt i hipsterens kompostsystem nu, at det kan være ligemeget?
Og man husker naturligvis at medbringe sin ironiske distance og macbook overalt.
I folkeskolen løj jeg om hvor fuld jeg var blevet og hvor længe vi havde danset ud i natten. Det gør jeg sådan set stadigvæk. (Ja, det var afsindigt vildt vidunderligt på det sted i går, nej jeg kan ikke huske, hvad det hed, og jeg indrømmer ved gud aldrig, at jeg sad hjemme og så Barnaby; igen). Mens jeg lige updatede min fashionblog med den ene hånd og min tumblr med den anden.
Og så forbander man, at man ikke er én af de der lesbiske DJ-mirakler fra kødbyen, der kan se det store hvide lys i elektronisk musik eller i hvert fald skimme last.fm for nyeste hitkids og ellers forbinde et iTunes bibliotek med en forstærker. Bevares.
Jeg bliver desuden aldrig tynd nok, men what else is new?
Man bliver efterhånden for gammel til teenageangst, hvilket medfører komplet panik, og sætninger er ligesom ikke rigtigt interessante, hvis ikke de starter med “jeg”.
Ellers går det i øvrigt fint.

[Her er både selvironi og almindelig, observerende bitterhed. Nogle gange bliver det bare så jävla smart det altsammen. Så nu stikker jeg af til Jylland, så kan vi lige få lidt tid til at trække vejret begge to, ikke også, hovedstadens øvrige ungdom?]

Der er ordkunstnere hos Løve's. Kom med?

2010-03-04T08:38:00.000-08:00

I må undskylde, at bloggen har været en død fisk på det seneste. Jeg har været i hardcore uni-land, og derefter i meget afslappet Jylland-land.

Men, mine egne! Husk at få jer noget kultur, litteratur, sang og smukke ord her i weekenden:

Løve's Bogcafé, som er umanerligt hyggelig og har evigt plus på god stemnings-kontoen, holder Vesterbro Kalder festival (se programmet her) fra i dag og frem til søndag. Der kommer rigtigt mange gode forfattere og litterater og ordkunstnere af den ene og den anden slags, og jeg har i hvert fald tænkt mig at hoppe op i en af de store bløde lænestole med en kop mælkeskummende kaffe og observere kunstnerfolket lege. Det håber jeg også, at nogen af jer vil overveje.

Du lignede lidt en frø men dine digte er guld.

2010-02-18T09:49:00.000-08:00

Min næse piber og murrer og brokker sig for tiden. Jeg er vintersnottet, og har pudset og pudset næse, indtil mine ører får propper eller jeg får pludseligt næseblod. Og når det ikke rækker - og det gør det ikke - så sprøjter jeg næsespray i den. Igen og igen og igen. Min næse er, tror jeg, dødmisundelig på alle universets andre næser, selv salig Michael Jacksons.

Men i dag kom der en mand ind i bageriet, som havde stort overskæg og kaptajn-kasket, og dyb stemme og stor klods-næse, og lange, helt perfektfilede, guldlakerede fingernegle. Så uanset snestorm og sygdom er verden på bundlinjen et helt OK sted.

Og i går besøgte jeg god ven; først i anledning af noget opgaveskrivning, senere blev det til portvin og højtlæsning af yndlingsbøger. Inden vi lagde os til at sove, sagde han: "nu skal du lige lytte, og forestille dig, at du er i himlen. Sådan her er der i himlen. Dér læser de denne her op for dig. Hver dag, og igen og igen. Og man behøver ikke mere".

Det er jeg helt tilbøjelig til at tro på:

De stiger op, planetens sommerfugle
i Brajcinodalens middagshede luft,
op fra den underjordiske bitre hule,
som bjergbuskadset dækker med sin duft
Som blåfugl, admiral og sørgekåbe,
som påfugleøje flagrer de omkring
og foregøgler universets tåbe
et liv der ikke dør som ingenting

Hvem er det der fortryller dette møde
med et strejf af sjælefred og søde løgne
og sommersyner af forsvundne døde?

Mit øre svarer med sin døve ringen:
Det er døden som med egne øjne
ser dig an fra sommerfuglevingen.

Hvor må det være tilfredsstillende at kunne forsvinde ud af denne verden og vide, at man har efterladt sig noget, som har gjort den uoverseeligt smukkere end den var. U go, Inger.

Vær din egen kæreste.

2010-01-20T02:39:00.000-08:00

Hm. Kender I det? Fra dag til dag & alt i alt er jeg fuldt ud tilfreds med ikke at være i et parforhold; jeg synes det er storartet at være alene og skubbe det dér med en eneste ene foran mig ud i horisonten. Men en gang i mellem prikker det alligevel til mig, at det ville være rart med én.

For eksempel her i morges. Hvor jeg lavede himmerigs-morgenmad, med hjemmebagt rugbrød, spejlæg, youghurt med havregryn og rosiner (i lag, i glas, smadder professionelt), æblebåde & (absurd dyre, afsindigt lækre) kirsebær. Og anrettede det noget så nydeligt, og bar det ind på mit værelse, og ... suk. Så var der ingen til at klappe i hænderne over mit morgenoverskud. For det var bare til mig selv. Det ville ikke være helt dumt med én at dele morgenmad med - den ene, sjældne gang, jeg gider at gøre noget ud af det, forstås. De andre dage vil jeg have min sorte kaffe & fejlernæring for mig selv.

Det samme gælder søndage. Ih, det er kul under min søndagsdepression at vågne op med tømmermænd, hen ad middagstid, og der er helt sikkert gråvejr eller regn eller sne eller blæsen uden for. Og jeg tænker - inden jeg vender mig om og beslutter at sove videre - at det ville være skæppeskønt at ligge i arm med én, og se film hele dagen. Så ja, det er for vildt at være rå og independent woman og alt det jazz, men nogle gange virker gedigen, småborgerlig kærestehygge også som toppen af poppen.

Men som sagt. Det er bare lidt bittert drys oven på den dødlækre flødekage, som ellers er min tilværelse. Og indtil videre passer det mig ganz OK at være i et forhold med mig selv, at lave mig selv god mad og ikke skulle dele min hovedpude med nogen. Håber også I er glade i dag, med eller uden hjertenskære.

Flad som en pandekage og flad som en fregne.

2010-01-17T15:29:00.000-08:00

Nu hjemkommet fra min (meget Gilmore Girls) aftale om søndagsfrokost med bedsteforældrene i Hellerup. Jemini, jeg er blevet forkælet, med provencalsk æble-og-mirabelle-tærte og flødeskum, kylling i druesauce, nøddeis og kaffe med varmmælk. Og hygge og søndagsTV. Min franske spise-bibel siger, at det er okay at gå amok i god mad, så skal man bare være sund bagefter. Meget. Og længe. Det håber jeg holder.

Man kan have fregner på øjnene, inde i regnbuehinden. Asiatisk og indiansk hår er glat, fordi hårstråene er runde, så de kan ligge på hinanden ordentligt og pænt; lidt ligesom stakke af fældede træstammer hjemme i skoven, forestiller jeg mig. Øjenfarve er arvelig, men ikke liniært. Brune øjne vinder over blå, som vinder over grønne, som vinder over grå. Alle vinder over violette, det har næsten ingen - men Elizabeth Taylor har, så endnu er de ikke uddøde. Mine øjne er grå med gule pletter, hvilket faktisk er meget almindeligt, men på afstand ser de bare blå ud. Vellushår er de små, fine hår, der dækker hele menneskekroppen. Terminalhår er længere og tættere, som i øjenbryn, overskæg og hovedhår. Mine hårstrå er ovale og europæiske, det betyder, at de bølger, i stedet for at ligge sig lige oven på hinanden. Afrikanske, krøllede hårstrå er elipseformede - jeg er ikke sikker på forskellen mellen en oval og en elipse, måske er den så flydende som mellem en bølge og en krølle. Øjenfarve og hårfarve er bestemt af melaninkoncentration, og fregner er samlede pletter af melanin, og fregne hedder også ephilis. Fregner minder mig om de små, brunbrændte pletter på pandekager, og jeg ville ønske, jeg havde nogle.

Komplet OK måde at bruge en lørdag.

2009-08-02T11:47:00.000-07:00

Der var ild- og fyrværkeri show på en sø i København. Der var en barok krenoline-dame på mange meter, mænd i halvmåneformede både med fakler og høje hatte med gevir på. En gigantisk flydende seng, der var vokset sammen med et klatretræ. Og allerbedst var der min mor-Lone, som er alletiders bedste selskab.

JULI IFØLGE LEICA:

2009-07-23T15:43:00.000-07:00

Bryllup. Ditte & Søren og hele familieriet. Tillykke!

Martin, très sexy en noir/blanche.

God & rar & blomstrende dag:

P.S. Hvis du tænker "jeg gider sgu ikke havde mit billede liggende på bloggen, hvor alle og enhver kan se det, og for øvrigt havde jeg en dårlig hårdag", så tekst mig bare og så fjerner jeg alle spor. Jeg synes, at I er pæne!

Because it is the ones with the sorest throats, Laura, who have done the most singing.

2009-07-10T10:09:00.000-07:00

Jeg har internet igen! Nemlig, så. Jubel & lykke.

I går var søde Martin her. Vi gik en lang tur på kirkegården i trenchcoats og tidsløshed, hørte glad musik og talte om, hvordan verden ville blive en millard gange bedre, hvis man fandt en kæreste. Det er så dejligt, at der er én, jeg har et frirum til at være desperat sammen med. Så er det ikke så preserende resten af tiden.
Men død & kritte, hvor er Martin blevet tynd. Helt vildt! Det er bare så pænt. Lille dreng med smalt ansigt, tynde ben og spinkle håndled, så mægtigt fint.

For et par dage siden (fødselsdagsfest hos Anna Terp, som er bomben), mødte hun og Elisa og jeg en bekendt pige ude i byen, som også kun talte om, hvor meget alle har tabt sig.
Bevares, mand.
Nu har jeg også bestemt mig for at smide en masse kilogram, for jeg vil pinedød gerne være hende, til hvem folk udbryder "Gud, hvor har du altså tabt dig!". Det må cirka være det mest tilfredsstillende i verden. Eller i hvert fald føles OK godt.

I morgen tager jeg til Århus (for 1000. gang inden for de sidste ti minutter, føles det som), jeg skal til Dittes og Sørens bryllupsfest part II. Og Niklas-boy kommer også. Det bliver toppen af poppen.

Hip, hip hurra.

2009-06-16T23:35:00.000-07:00

Jubi, i dag er jeg vågnet hos op hos Liv, og der var varm kakao og kun lidt tynd kaffe og boller for syns skyld og en blå himmels solskin ind af vinduet. Fordi - tada! - det er min fødselsdag i dag.

Jeg har faaet en sy-bog, et par blomstrede shorts, et Informations-abonnement, Peter Aalbaeks telefonnummer (dejligt underligt) og i aften skal jeg ind og hoere Morissey synge lidt for mig. Det er helt okay.

Kan I alle sammen have en dejlig Lineasdag!

Kære drømmebog.

2009-04-10T23:04:00.000-07:00

I nat mødte jeg mosekonen ude ved en skovsø. Hun bryggede ikke, men var ude at svømme, vejret var også fint og klart. Hun svømmede rundt under vandet, længe, der stak bare en knold af hår op over overfladen, som jeg kunne følge rundt. Først ville hun ikke tale med mig, fordi hun var fantasi. Jeg gav hende en kæmpestor kløver, der voksede på søbredden. Hun blev glad, for selvom det var en meget almindelig plante, ikke engang én med fire blade, så var den ligeså stor som en middagstallerken og altså særlig alligevel.
[Jeg har desværre ingen billeder af det her].

And today I fell in love with Hedi Slimanes pictures here.

Stille-pille.

2009-04-09T09:13:00.000-07:00

I dag er lykken nordjysk dialekt, sætten jordbærplanter i jorden, påskelækkerier, helt nye, hvide, bløde strømpebukser, eftermiddagskaffe & avocadosalat, blomsterkjole og smarte solbriller i solskinnet.

Og nu skal jeg satme hygge med noget Deadline og Smagsdommerne. Jubi!