Det kræver nogen overtalelse at give sig hen til Woody Allens parisiske dagdrøm. Han burde egentligt være for gammel og have for godt fat i nakken på livet og menneskenes svage sider til at lave en film, som er så ubesværet og ubesværlig. An American in Paris-stilen. Den dér ukritiske fascination af Paris, som vist kun amerikanere er forundt. Og gymnasieelever med bohemetilbøjeligheder. Hvor alting i byernes by er magisk, romantisk og autentisk på en måde, som for længst er blevet en postkort- og tumblr-kliché.
Netop nostalgien, længslen efter fjerne tider og steder, hvor lyset var gyldnere og mere tilgivende, og menneskene for alvor havde storhed og ånd at dele med hinanden, spiller en vigtig rolle i Midnight in Paris. Ud af dette parisiske vemod kommer filmens magiske Askepot-karet kørende; en sortskinnende automobil, der ved midnat tager en måbende Owen Wilson (åh, hvorfor lige Owen Wilson, som kun med nød og næppe kan lægge blockbusterkomikmimikken fra sig?) med til 1920’ernes Paris, da den eksilerede amerikanske (og europæiske) kulturelite pudsede hinandens fjer, læste hinandens romaner og gik i seng med hinandens elskere og elskerinder. Saloner fulde af skønånder og fortovscaféer, hvor Hemmingway og Fitzgerald havde deres faste borde.
Midnight er en behagelig film. Lyset er blødt, gaderne mildt regnvåde, kvinderne smiler og fanger joken. Billederne har teksturer som fingerspidsvenlige kashmirsweatre og småslidte lænestole. Den onde svigerfamilie er usympatisk, men ikke rigtigt farlig – faktisk er de ikke videre nødvendige for handlingen. Der er ikke noget kritisk punkt i filmen, i hvert fald ikke mere dramatisk end et par midlertidigt forsvundne øreringe. Det fantastiske, det vindende ved Midnight in Paris er netop dens karakter af dagdrøm, af vild hvad-nu-hvis-fabuleren, af den lille mundfuld nostalgi, man tillader sig selv: “lad os nu tage ti minutter, hvor vi forestiller os, at tingene kunne være helt fortryllende anderledes”. Allens fortælling svæver foran seeren som et guldrandet syn, én de frygtløse dagdrømme, vi har efterladt i barndommen. Hvad nu, hvis man kunne få lov at sidde med i Getrude Stein og Alice Toklas’ stuer? Hvad nu, hvis man kunne charmere selveste Picassos kæreste? Hvad, hvis man kunne danse charleston gennem cigaretrøgen, uden at være til et retroarragengement, eller ironisk, men for alvor? Det er svært ikke at smile igen til filmens henførte billeder, det ville være synd ikke at lade dem bølge ind under huden på én.
Det vildeste er persongalleriet. Det er så overdrevet en samling stjerneansigter, at hoben af kransekagefigurer vækker vildere begejstring end kagen selv. Marion Cotillard er én honningfarvet smilerynke, slank og klirrende og dæmpet lampebelyst. Kathy Bates spiller Getrude Stein, firskåren, præcis og genial, skønt ikke rigtigt brysk nok. Lea Seydoux, som var ultraindtagende i La belle personne, er kæk og kær, og Carla Bruni kigger forbi som underspillet supersmuk turistguide. Adrian Brody er Salvadore Dalí. Ja, bare fordi. Der er ingen grund til, at han skal være der; kun henrykkelsen affødt af, at Adrian Brody, for pokker, er Dalí. Og sjov. Hemmingway er endnu mere morsom; hans litterære stil er overført til hans hele væsen. Handlekraftig, besat af mandsmod og nævekamp – nok er hans replikker skrabede og punktlige, men de følger hinanden i én uendelighed. Scott og Zelda Fitzgerald bliver spillet udknaldet bedårende, strålende begavede væsener, som allerede er på vej væk med den understrøm af vanvid og tab, der løb mellem dem. Louis Garrel er ikke på rollelisten, hvad man kan have vanskeligt ved at forstå, når vi nu er blevet enige om at være forelskede i Paris, men bevares. Rachel McAdams er troværdigt irriterende, jeg tror aldrig, at jeg har set hende være andet. T.S. Eliott, Man Ray og Matisse er der også, og i en ekstra-tidsrejse til la belle epoque møder vi Toulouse-Lautrec på Moulin Rouge; kulturhistorisk overkill!
For at binde sløjfe på sagen; det er ikke nogen stor fortælling, det er ikke noget ærligt udsagn om, hvordan menneskene og livet er. Men det er en smuk drøm, godt selskab, en flippet idé, en stilfærdig forelskelse og en nostalgisk eskapisme, der er af høj nok kunstnerisk kvalitet til, at man ikke et øjeblik behøver at få dårlig samvittighed over at leve lidt i dagdrømmen. Faktisk ser verden uden for biografsalen væsentligt kønnere og friskere ud efter et tilbageblik til de gyldne lys’ tid.
























