Hm. Kender I det? Fra dag til dag & alt i alt er jeg fuldt ud tilfreds med ikke at være i et parforhold; jeg synes det er storartet at være alene og skubbe det dér med en eneste ene foran mig ud i horisonten. Men en gang i mellem prikker det alligevel til mig, at det ville være rart med én.
For eksempel her i morges. Hvor jeg lavede himmerigs-morgenmad, med hjemmebagt rugbrød, spejlæg, youghurt med havregryn og rosiner (i lag, i glas, smadder professionelt), æblebåde & (absurd dyre, afsindigt lækre) kirsebær. Og anrettede det noget så nydeligt, og bar det ind på mit værelse, og ... suk. Så var der ingen til at klappe i hænderne over mit morgenoverskud. For det var bare til mig selv. Det ville ikke være helt dumt med én at dele morgenmad med - den ene, sjældne gang, jeg gider at gøre noget ud af det, forstås. De andre dage vil jeg have min sorte kaffe & fejlernæring for mig selv.
Det samme gælder søndage. Ih, det er kul under min søndagsdepression at vågne op med tømmermænd, hen ad middagstid, og der er helt sikkert gråvejr eller regn eller sne eller blæsen uden for. Og jeg tænker - inden jeg vender mig om og beslutter at sove videre - at det ville være skæppeskønt at ligge i arm med én, og se film hele dagen. Så ja, det er for vildt at være rå og independent woman og alt det jazz, men nogle gange virker gedigen, småborgerlig kærestehygge også som toppen af poppen.
Men som sagt. Det er bare lidt bittert drys oven på den dødlækre flødekage, som ellers er min tilværelse. Og indtil videre passer det mig ganz OK at være i et forhold med mig selv, at lave mig selv god mad og ikke skulle dele min hovedpude med nogen. Håber også I er glade i dag, med eller uden hjertenskære.
