Midnight in Paris

Det kræver nogen overtalelse at give sig hen til Woody Allens parisiske dagdrøm. Han burde egentligt være for gammel og have for godt fat i nakken på livet og menneskenes svage sider til at lave en film, som er så ubesværet og ubesværlig. An American in Paris-stilen. Den dér ukritiske fascination af Paris, som vist kun amerikanere er forundt. Og gymnasieelever med bohemetilbøjeligheder. Hvor alting i byernes by er magisk, romantisk og autentisk på en måde, som for længst er blevet en postkort- og tumblr-kliché.

Netop nostalgien, længslen efter fjerne tider og steder, hvor lyset var gyldnere og mere tilgivende, og menneskene for alvor havde storhed og ånd at dele med hinanden, spiller en vigtig rolle i Midnight in Paris. Ud af dette parisiske vemod kommer filmens magiske Askepot-karet kørende; en sortskinnende automobil, der ved midnat tager en måbende Owen Wilson (åh, hvorfor lige Owen Wilson, som kun med nød og næppe kan lægge blockbusterkomikmimikken fra sig?) med til 1920’ernes Paris, da den eksilerede amerikanske (og europæiske) kulturelite pudsede hinandens fjer, læste hinandens romaner og gik i seng med hinandens elskere og elskerinder. Saloner fulde af skønånder og fortovscaféer, hvor Hemmingway og Fitzgerald havde deres faste borde.

Midnight er en behagelig film. Lyset er blødt, gaderne mildt regnvåde, kvinderne smiler og fanger joken. Billederne har teksturer som fingerspidsvenlige kashmirsweatre og småslidte lænestole. Den onde svigerfamilie er usympatisk, men ikke rigtigt farlig – faktisk er de ikke videre nødvendige for handlingen. Der er ikke noget kritisk punkt i filmen, i hvert fald ikke mere dramatisk end et par midlertidigt forsvundne øreringe. Det fantastiske, det vindende ved Midnight in Paris er netop dens karakter af dagdrøm, af vild hvad-nu-hvis-fabuleren, af den lille mundfuld nostalgi, man tillader sig selv: “lad os nu tage ti minutter, hvor vi forestiller os, at tingene kunne være helt fortryllende anderledes”. Allens fortælling svæver foran seeren som et guldrandet syn, én de frygtløse dagdrømme, vi har efterladt i barndommen. Hvad nu, hvis man kunne få lov at sidde med i Getrude Stein og Alice Toklas’ stuer? Hvad nu, hvis man kunne charmere selveste Picassos kæreste? Hvad, hvis man kunne danse charleston gennem cigaretrøgen, uden at være til et retroarragengement, eller ironisk, men for alvor? Det er svært ikke at smile igen til filmens henførte billeder, det ville være synd ikke at lade dem bølge ind under huden på én.

Det vildeste er persongalleriet. Det er så overdrevet en samling stjerneansigter, at hoben af kransekagefigurer vækker vildere begejstring end kagen selv. Marion Cotillard er én honningfarvet smilerynke, slank og klirrende og dæmpet lampebelyst. Kathy Bates spiller Getrude Stein, firskåren, præcis og genial, skønt ikke rigtigt brysk nok. Lea Seydoux, som var ultraindtagende i La belle personne, er kæk og kær, og Carla Bruni kigger forbi som underspillet supersmuk turistguide. Adrian Brody er Salvadore Dalí. Ja, bare fordi. Der er ingen grund til, at han skal være der; kun henrykkelsen affødt af, at Adrian Brody, for pokker, er Dalí. Og sjov. Hemmingway er endnu mere morsom; hans litterære stil er overført til hans hele væsen. Handlekraftig, besat af mandsmod og nævekamp – nok er hans replikker skrabede og punktlige, men de følger hinanden i én uendelighed. Scott og Zelda Fitzgerald bliver spillet udknaldet bedårende, strålende begavede væsener, som allerede er på vej væk med den understrøm af vanvid og tab, der løb mellem dem. Louis Garrel er ikke på rollelisten, hvad man kan have vanskeligt ved at forstå, når vi nu er blevet enige om at være forelskede i Paris, men bevares. Rachel McAdams er troværdigt irriterende, jeg tror aldrig, at jeg har set hende være andet. T.S. Eliott, Man Ray og Matisse er der også, og i en ekstra-tidsrejse til la belle epoque møder vi Toulouse-Lautrec på Moulin Rouge; kulturhistorisk overkill! 

For at binde sløjfe på sagen; det er ikke nogen stor fortælling, det er ikke noget ærligt udsagn om, hvordan menneskene og livet er. Men det er en smuk drøm, godt selskab, en flippet idé, en stilfærdig forelskelse og en nostalgisk eskapisme, der er af høj nok kunstnerisk kvalitet til, at man ikke et øjeblik behøver at få dårlig samvittighed over at leve lidt i dagdrømmen. Faktisk ser verden uden for biografsalen væsentligt kønnere og friskere ud efter et tilbageblik til de gyldne lys’ tid.

Bløde, uldne ord.

Nogle ord er præcis så mulebløde og dvælende og rare, som de skal være, når man påhusker, hvad de betyder. At blunde. Dase. Døse. Slumre. Ord, som tydeligvis småsover i tæpper og fred og ro. Den slags ord kan jeg lide.

Hvad jeg til gengæld ikke bryder mig om er ækle impossante effektiviseringsord, som forsøger at overtage den slags gode udtryks plads. Power napping. For eksempel. Ad, det lyder så skarpt som en lommelygte i øjnene, når man lige lå og drømte. 

Den slags udtryksimperialisme vil jeg altid sætte mig imod. 

Apropos gode, truede ord: Se her Politikens liste over de 43 ord, som er i fare ved at uddø, fordi de ikke bliver brugt tilstrækkeligt. Jeg synes hellere, vi skal sige kålhøgen og kanalje end power napping og raw food. For nu at være konservativ på den bløde måde.

Fugleknitren

Go, go, go, said the bird: human kind
Cannot bear very much reality

Eliot

Nordjyll.

Feel-bad film.

Gør det godt for noget, når det gør ondt?

Der er nogle kulturprodukter og kunstværker, som mest af alt afgiver en lugt og stemning af stillestående damvand, jordslået skæbne og døde håb. Jeg har efterhånden lært, at det er finere, hvis en bog eller film ender sørgeligt end det modsatte, og fortrække næsen hånligt af amerikanske feel-good produktioner. At der er meningen, at det skal være pinefuldt at se Bergman. Men jeg kunne alligevel godt tænke mig, at vi tog en snak om den absolutte værdi af bunddeprimerende gråkunst.

Forleden så jeg Synechdoche, New York af Charlie Kaufman. Med Philip Seymor Hoffman i hovedrollen. Nu, to døgn senere, er jeg ved at have fået min tro på tilværelsen og menneskene igen. Filmisk er den upåklagelig; al mulig ros værd. Philip Seymorr Hoffman spiller strålende, selvom det synes et forkert ord at bruge, idet han det meste af tiden er indadvendt, grålig, væskende og skælvende. Men overbevisende så. Den er dødflot og gribende, igen på en bagvendt, smertelig måde. 

Alt synes meningsløst, menneskene kan ikke rigtigt møde hinanden, når kærligheden altid lige er gået ud af rummet og sex højst kan blive en bittersød fornøjelse, kunstneren er en tapper Sisyfos, der bygger en utroligt kompliceret myrretue, som dog stadig er en myrretue, der ikke kan stå imod den evigt overskyggende død, som fra starten af har ormet sig rundt i huden. Det er ikke så meget et resume som en stemningsgengivelse af, hvordan omverdenen så ud for mig, efter dvd'en havde snurret færdig.

Jeg prøver at forholde mig positivt til verden. Som mange andre har jeg en sort hund slumrende om skuldrene, som fra tid til anden truer med at vågne og gø og slå sig i tøjret, når der er for meget modgang og meningsløshed i omgivelserne. Men jeg prøver at se på de gode ting og udse de punkter, der er solide nok til at fæstne snore af håb til. Og at gå ud fra – hvad der kommer til at lyde både naivt og banalt – at ”det hele” nok ”skal gå”. Det, jeg nu undrer mig over, er, hvordan jeg skal bruge sådan en film til andet end at slå skår i min egen tilgang til verden, til at anklage mig selv for at være en sugarcoat'ende, idealiserende romantiker, fordi jeg ikke vil se den sandhed i øjnene, at vi i sidste ende er alene og verden et frygteligt sted. Skal jeg prise mig lykkelig for, at jeg ikke er en New Yorker-neurotisk tidsindstillet selvmordsbombe, som går fast til psykolog og græder, hvis havregrøden brænder på? (Det sidste kunne jeg nok godt finde på, men ellers). Eller skal man tvinge sig til at se det som en kunstnerisk bedrift alene, ikke som et udsagn om, hvordan mennesker eller livet er? Eller lade dem få én til at hulke af gråd over tilværelsens tilstand og tage det som en form for renselseP?

Jeg vil gerne tro, at der er en mening med at se svære, sørgelige, smertelige film (eller læse ditto bøger eller lytte til ditto musik), men fandme ikke kun, at det gør nas at se dem og derfor kun er fordi de få selvpinerisk indstillede. Hvorfor ser du dem, hvis du gør det? Hvad giver det dig at se Persona eller Requiem for a Dream eller Synechdoche eller læse Kældermennesket eller Lolita eller indlægge dig selv til andre former for feel-bad kunst, som ikke har den vante forløsning til slut? Gør det godt for noget, at det gør ondt?

Hvis du ikke ved, hvad du skal i dag:

Botanisk have i København. Det er nok kun indbildningens kraft (eller hedder det positive thinking nu?), men jeg synes bestemt jeg fornemmer, at det er en helt anderledes overlegen ilt, jeg indånder inde blandt alt det grønne og storblomstrende og duftende, end i krydset ved Nørreport lige uden for haven. Man kan få en billig lakridsrod at gå og tygge på, kigge på skildpadder og bliskyllinger i søen (hedder en blishøneunge sådan?) og klatre rundt på stenbjerget med sjældne græske urter, som dufter vildt. Og jeg har altid, altid, altid lyst til at teste, om kæmpeåkanden i drivhuset kan bære et menneske. Den ser så overbevisende ud.
Og det er gratis, og solskin, og få ting ser bedre ud end en grussti med solstråler gennem et bladhang. Sgu.

Boom! Således tilbage.

Kære alle, 



Jeg beklager fravær, jeg har været ude i solen. I hvert fald efter, at jeg har været lukket inde med filosofi- og kulturformidlingseksamen. Men derefter i solskinnet, og gråvejret, i Istanbul og i et ret forelsket København. Jeg har haft overmåde fin fødselsdag og kørt meget hurtigt på ny, hjemmebygget cykel, som er meget rap fødselsdagsgave fra den søde mand. Desuden har jeg passet lille gult kolonihavehus og erfaret, at jeg er gået igennem mit hele liv uden at kende min fjende nr 1: snerlen, det ondeste og listigste ukrudt, som smyger sig ind og ud mellem alle de andre planter og snor og skaber sig. Jeg har læst bøger og badet i havet med min mor, og købt tøj og tingeltangel af de sjove typer, som stiller boder op langs assistensmuren. Jeg har været i tyrkisk bad og drukket tyrkisk kaffe, røget vandpibe, mødt vilde kattekillinger i Istanbul og månekatte i gården herhjemme. Jeg har husket heksetricks til midsommmernatten og Sankt Hans-aften og samlet syv forskellige urter fra syv forskellige grave, efter at have forceret et jerngitter i selskab med god og med-overtroisk veninde. Jeg er blevet bachelor og har søgt ind på kandidaten (også i litteraturvidenskab) fra september, og jeg kommer til at se rigeligt til universitetet sommeren over, mens jeg arbejder for den høje, kloge litteraturprofessor, som er mægtigt vidende og mægtigt god til at lave høje bunker af noter og udskrifter, som jeg går og rydder op i og sætter i system. I starten var jeg lidt nervøs for at skulle arbejde sammen med ham, men vi er hurtigt blevet fine venner gennem fælles afsky for Heidegger og kantinens kaffe (til gengæld kan vi lide Ibsen og cortado). Jeg har siddet på mit værelse og set et skybrud piske luften og jorden sammen og spankuleret i gummistøvler og gulvlang, højhalset kjole gennem Fælledvej, og følt mig præcist som Cathy under uvejrsskyerne, når hun går og spejder efter Heathcliff. 


Jeg håber jeres sommer er over al forventning ind til videre. 

Puss!

Litterær Salon #2. Svømmehal-edition.

Kære salongæster,

Tak for sidst!
Og tak fordi I hjalp os med at sætte vores salon-projekt i gang med stil. Der er masser af litterære koncepter og rumlige benspænd, vi gerne vil undersøge sammen med jer i en nær og fjern fremtid.

Derfor er vi nu klar til at invitere jer igen, til Litterær salon #2 ,
- der, som lovet, bliver noget andet.


Vi håber naturligvis også at se en masse nye ansigter i denne omgang.

Salonens tema vil være krop - som spændingsfelt mellem nydelse og ydelse, som hæmning, som noget helt konkret eller fuldstændig litterært - og den, Salonen, vil finde sted i Bellahøj Svømmestadion søndag d. 22 maj kl. 15-17.

Arrangementet foregår i selve svømmehallen, vel og mærke, så pak endelig badetøjet (der er undervandshøjtalere!) Skulle der være enkelte blandt jer, som ikke er vandglade, vil der være mulighed for at sidde på tribuner på kanten, med kaffe og puder. (I den sammenhæng skal det dog lige nævnes, at der er 29 grader indenfor)

Der vil være oplæsninger med:

- Julie Sten-Knudsen, der er elev på den svenske forfatterskole og blandt andet har publiceret tekster i antologierne: Følgesvend til Verdens Tilstand 2005, Koordinats brune papirpose samt Antologi 2010. Hendes første digtsamling Hjem er en retning udkommer til august.

- Rolf Sparre Johansson er lyriker, projektopstarter og forlægger. Han debuterede i Hvedekorn, og står bag arrangementer som Under Oplæsning. Derudover driver han forlaget Organiseret vold begået mod den almindelige tale. Besøg ham her: http://rolfsparre.blogspot.com/

Desuden vil jeres ydmyge arrangøser bidrage med et oplæg, der skal fungere som springbræt til diskussion.

En billet til svømmehallen koster 27kr for studerende og 32 for voksne. For børn er det en femmer. Vil man bade skal man være der senest 15.30.

Håber at se jer.
Spred ordet!

Kærligst
Linea, Elin og Selma.

Eksamenspause.

Jeg ville virkeligt gerne skrive, men jeg halser efter halsbrækkende eksamensskriverier for tiden, og det er dræbende og det er Habermas og Marcuse, der ikke kan blive helt enige om teknologiens problem og beherskelsens logik og rationaliteten og sådan, så når det bliver rigtigt sommer skal jeg nok være her igen, hvis ikke før, for det her kræver hver eneste hjernecelle, jeg kan ryste ud af -barken.

Håber I har lange timer i solskinnet og bruger minimal tid på bloglæsning.

Anbefaling; gå i barndom & læs fantasy.

Indimellem eksamensskrivning (brænd i helvede, kulturformidling) har jeg givet mig selv lov til at give efter for en gammel og næsten glemt (og næsten udrenset i løbet af finkulturelt, litteraturvidenskabeligt studium)  tilbøjelighed; fantasy. Jep. At begive sig ind i nørdede, magiske scenarier føles  for mig stadig som at synke ned i en venligt-slidt lænestol, trække benene op under sig og være inderligt tilpas. Og ikke hvilken som helst fantasy-litteratur. Det er tunge, gode sager: Jonathan Strange & Mr. Norrell. Af Susanna Clarke. Jeg kan endnu ikke sige noget rigtigt kvalificeret om plottet (har læst 200 sider, hvad der knap er 15% af værket), men for, at I kan forestille jer stilen (som er frydfremkaldende!), er det omtrent som hvis Jane Austen og J.K. Rowling satte sig ved kærtelyset og bestemte sig for at skrive den mytologi, England manglede. Tør og witty og begavet, med både magiske parallellande og londonske mr. Darcy-agtige genlemen. Samt generøse mængder patos og sarkasme. Jeg er fan.

Digtmaskine

Tiden skimter to tunger
det meget modsatte og det meget mulige
begge gøer også med dagen
medmindre mellem et-sagte kombinationer ikke
nedad i gastronomi som nemlig er almen
og ikke stenet ved hvad den skal.

Jeg har ikke selv skrevet det, kun trykket på knappen. Inde på Den Danske Online Ordbog (dejligt ikke-2011-agtigt navn) har de et Poesi Værksted, eller rettere en digt-generator, som helt af sig selv bygger sætninger op af småsten fra ordbogsreservoiret og limer dem sammen til helt kunstigt skabte digte. Det kan jeg bruge lang tid på. For det første er de overraskende gode i sig selv, for det andet er det virkeligt taknemmeligt arbejde at plukke de bedste formuleringer frisk fra maskinen og finpudse og udskifte dem efter egen tilbøjelighed, for at lave noget, man næsten kan sætte sit eget navn på. 

Forårslig forklaring på fravær:

Ak, ak. Der har været djævelsk travlt omkring mig på det seneste, men med den bedste slags ting. For eksempel gik salonen overmåde magisk godt, og vi håber snart at kunne holde én igen. Jeg ville virkeligt ønske, at jeg havde haft et kamera, så jeg kunne vise jer billeder af oppyntet salonstue og hyldevinsskålende digtere, og i øvrigt også håndkælne lam i Espergærde og italiensk is og ditto espresso ved lille skævt, men solbestrålet kafébord i det københavnske, eller det blåhvide og hæklekravede tøj, jeg havde på, da ikke én men to udenlandske Irma-kunder troede, at jeg var en slags konceptuel Irma-pige, og spurgte om vej til mineralvandet, eller Dyrehavens gode klatretræer ved tidlig formiddag, og kystturen derop på en ensom glat cykelsti.

P.S. Nu har der været småglimt af forelskelse rundt omkring på bloggen. Og altså. Altså. Jeg har mødt en mand og endskønt det ikke er noget jeg plejer at gøre det særligt meget i, har jeg immervæk mødt en mand og endda været så uforsigtig at falde pladask og hovedkulds for selvsamme, og det er ærlig talt ret fantastisk udmærket i al sin uvanthed. Muligvis er det lidt fjollet at skrive det; men først og fremmest er det  mægtigt fint og meget rigtigt midt i foråret. Jeg håber jeres årstid er ligeledes strålende.

Aftenplaner; spoken word på Retro

I aften er der historiefortælling og spontan poesi på Café Retro (den på Jægersborggade), hvis nogen skulle have lyst til at få serveret vilde ord til deres øl eller kaffe. Det er 19-22. Jeg er der. Og husk, at det snart er søndag og salontid.

Håber i øvrigt, at I boltrer jer som barnlige børn i solstrålerne - jeg glæder mig til at se beskinnet landskab hele vejen gennem togtursDanmark.


Update fra tog:

10.44: En å slanger sig sløvt frem og tilbage langs skinnerne, den forsvinder bag marker og træer og dukker op igen, der sidder to lyshårede piger overfor, de går nok i 3.g., de læser i Turen går til-bøger om Nepal og Peru og forbereder en kommende sommerferie og har hver en høreledning i øret fra den samme iPod, "Nice. Jeg tror Peru er et nice land", skråningerne er helt vildt grønne, pigernes mobiltelefoner har ikke knapper, det er den nye generation, som skal arve jorden, ringetonen er en følsom mandestemme og bløde guitartoner; gymnasierock, der er klynger af træer, som endnu ikke er sprunget ud, og der er heste i folde og det hvide i birketræernes bark blinker i solen, der er en by men vidderne er flere.

Jylland i påskesol rules OK

I dag har jeg løbet ned af en tyve meter stejl skrænt fyldt med gamle brune blade, friske anemoner og egetræer, plantet syrener i min mors have, været forbi min gamle yndlings-genbrug, hvor ekspedienterne er de samme som altid og spurgte, om det hele nu gik godt i København, drukket kaffe og vino verte, hørt hiphop med lillebroderen og spist:

Good times. Men i morgen er jeg i København igen, og det bliver tip toppen af poppen også.

Amalie & Peter: ready-made

Man kan ikke tage to dage på landet og sidde og male et par stille påskeæg uden medieland går fuldstændig amok. Måske det er bedst bare at blive her.

fra eb.dk: "Hvad der sker efterfølgende, er parterne uenige om, men konflikten ender med, at Amalie råber om hjælp og derved vækker den kendte stylist Kenny Aleksandr"

Du ser rålækker ud i dag, København.

Holy smokes, hvor det fungerer med blå himmel, cykelstimer igennem krydsene, solbrilleklædte Nørrebro-kids på broen, hvidvin på altaner i aftensol og små flag på busserne (er det ikke som om der konstant er små flag for tiden? Hvor mange medlemmer har kongefamilien egentlig? Stakkels Henri må være virkeligt langt bagud i arvefølgen efterhånden).

Jeg er helt OK med det, at byen har gjort sig lækker inden jeg smutter forbi familiepåskeri i den nordjyske udkant i morgen. Håber den holder niveauet til jeg er tilbage .. mon ikke.

God weekend til jer allesammen.

Fibersprængning i hjernen

Det er til at blive tudegal over, hvor dum man kan føle sig efter to-et-halvt års unistuderen, når man sidder i en klasse konfronteret med Heideggers tanker om teknikkens væsen og virkeligt prøver både at følge med og tage noter, men virkeligt ikke forstår, hvad folk omkring mig mener, når de siger, at man må forstå væren som det værende eller det disponible over for bestanden og så videre. Jeg har brug for noget intens tutoring udi kulturfilosofiens tågebebølgede vildveje. 

I det mindste har Heidegger også skrevet, at poesien kan benævne det værende som for første gang. Til det vil jeg gerne sige high-five, Martin.

guldmorgen

Når man vågner og stadig har en halv skål lösgodis og nylavet (monsterstærk) kaffe og en ret rigtig slags type ved siden af, som sætter blød musik og et afsnit Gilmore Girls på (for god ordens skyld er vi ikke så mellow; her er også tatoveringer og metal), så er tingene rimeligt okay. Det betyder også bare, at jeg er ret nervøs for at blogge for tiden, fordi jeg frygter indlæg, der flyder alt-for-personligt over med alt det kære og fnidrede og gode, som mine dage for tiden er infusionerede med. Men jeg skal nok huske at findes her også. 

Sommerplaner

Jeg ønsker mig et hus oppe i et træ i en skov som den derhjemme, eller en husbåd på vandet i lyse måneder, eller en græsplet med kolonihavehus, og måske jeg faktisk får det sidste opfyldt nogle måneder denne sommer, ægte fantastisk kunne det være, med havefester og lampelys og midsommeraftener; ikke ringe overhovedet.  

Litterær salon snart ready for take-off

Vupti; min gode Selma og jeg har gået og fiflet med selv at lave en slags litteraturplatform, hvor man kunne læse højt, diskutere, spise suppe, drikke øl og være ordnørder sammen, uden nødvendigvis at være elitehelvede. Og nu har vi sagt a og b og arrangeret, at der skal være en vaskeægte gammeldags & smartmoderne salon søndag d. 24 april, i Sofiegårdens atelier, på Christianshavn. Kl. 20.00.

Jeg vil bare slå lidt på tromme for det – invitationen ser sådan her ud:

Litterær Salon #1

»Vi er den nye vin, og den nye vin skal sprænge flasken!«

Kronprins Haakon af Norge

... (Begyndelsen af copy/paste-manifestet, som vil blive offentliggjort d. 24 april)

 

Eller: Vi har simret – nærmet os glöggtilstand - og er nået frem til, at vi mangler et frirum i København til litterære sysler, teoretisk storhedsvanvid, pertentlig/krakilsk debattering og kaffedrikning  – hvor vi kan dele og deles om litteraturen, fordi vi elsker den og fordi den fortjener det.

Derfor vil vi gribe en anelse bagud i historien, tappe gammel vin på nye flasker og banke støvet af den glimrende tradition:
At holde litterær salon.

Den første salon vil finde sted søndag d. 24 april kl. 20.00 i atelieret på Kollegiet Sofiegården (Overgaden Oven Vandet 32a på Christianshavn – vi sætter et skilt)

Vi inviterer til suppe, øl og kaffe/the til billig penge og ikke mindst et fremragende program, hvor vi vil dele og diskutere viden, stille spørgsmål, begejstres og ikke mindst give ørenlyd til forskellige stemmer fra det poetiske og litterære opland.

Vi opdaterer programmet løbende!
Indtil videre kan i glæder jer til:

Lea Marie Løppenthin
Johannes Fogtmann
Rasmus Riiskjær
Vladimir El Baz

Alle er velkomne.
Vor åndelige vinkælder er vidt åben!

De kærligste hilsner
Linea & Selma

Post Scriptum & Nota Bene:
Min salon er også din salon, så kontakt os gerne med forslag etc.

Det er flyvende i mig

Nogen har besluttet sig for at mit liv er en af den slags glaskupler som er fulde af plasticsne eller guldglimmerflager der hvirvler op hvis man vender den på hovedet og ryster den og (nok den selvsamme) nogen har netop vendt den på hovedet og rystet den og nu hvirvler jeg og det glimter hvilket er meget spændende og meget nyt & uoverskueligt.

Idoler, kronologisk rækkefølge:

Astrid Lindgren; da jeg var 5 år hjalp min far mig med at skrive et brev til verdens bedste børnebogsforfatter. Nogle uger senere fik jeg et kort men overmåde venligt svar på et postkort, jeg stadig gemmer i en notesbog. Jeg lærte at græde af vemod og glæde af Tvebak Løvehjerte, der trods al sin angst kaster sig ind i kampen for noget større, og af Jonatan, at "hvis man ikke gør det, man er bange for, er man ikke noget menneske, men bare en lille lort", hvilket er en eksistentiel sandhed ingen før eller siden har kunnet spidsformulere så skært og klart. Jeg klædte mig ud som Emil og havde både en lue og en bøsse i træ, og min bror og jeg brugte timer på at hoppe fra den ene seng til den anden, idet rummet mellem dem havde forvandlet sig til Helvedsgabet fra Mattis borg. Snart tre års studier af litteraturvidenskab har lært mig, at Kafka og Dostjevskij kunne noget særligt; men det kunne gamle Astrid ved gud også, til overmål.

Richey James Edwards; jeg var måske 12 eller 13, da jeg lærte, at "alienation" betyder fremmedgørelse, og at det er en fantastisk tragisk og fatal sag at være ung, smuk og fortabt Nogle af de andre outsider-typer kunne lide Kurt Cobain, men for mig fandtes kun Richey; han var min Marilyn (du var alt for smuk til denne verden, der åd dig). Androgyn, bleg skælvekrop med sortfarvet hår og sort-kohlede øjne (før emo-scene-feberen overgjorde hele den æstetik), leopardpelsfrakke og forrevne tshirts med politiske postmoderne fortabte slagord; culture slut, terminal young thing. Vodkaånde, blid walisisk accent, Sylvia Plath-citater og indadspejdende skrøbelighed iklædt hyperintellekt. 

Og en dag i 1995, længe før jeg vidste han fandtes, forsvandt han pludselig, og det giver desværre mening at antage det værste, at han hoppede ud fra broen et sted, men endnu er ingen død eller levende krop nogensinde fundet.

Som en variation over samme tema idoliserede jeg i den tidlige teenagetid også Juha fra En UFO gør entré (se eventuelt indlægget om selviscenesættelse på Polyfonisk), en ung, hjerteskærende landsbytosse med udlængsel, bittersød, anderledes, anderkendelseshungrende, kontrær, arrogant, usikker; én at finde sig selv i. 

 

FORTSÆTTELSE FØLGER ....

Kendt for at være ingenting:

Hanne har skrevet fint skævt indlæg om ligheder mellem & forskelle på Amalie fra Paradise og Claus fra Beckwerk. Hep, jeg digger!

Mikkel T. siger skriv;

(...) Skriv uden afkodning, uden sætninger, der deltager i den tegntydning og fortryllelse.

Hvorfor? Fordi der ikke er nogen løsning, oplysning eller afdækning i litteraturen.

Litteraturen kan ikke bruges som andet end en målestok for vores afstand til virkeligheden. Selv når den er allermest selvbiografisk, øger den vores afstand til virkeligheden, og jo stærkere gør virkeligheden sig gældende som et krav; og jo tættere litteraturen synes at være på virkeligheden, jo større er dens afstand til den. 

Sgu. Fra Over for en ny virkelighed, som endelig dukkede op.

(Jeg bliver så glad og beroliget, hver gang nogen vover påstanden om, at litteraturen ikke er et mærkeligt kodesprog og ej heller går ud på at finde det forgyldte nøgleord, som kan låse virkeligheden op og forklare alting). Hvad den til gengæld er, ved jeg ikke.

I dag er den nok først & fremmest digte læst ved søerne i forårssol, måske med 1 isvaffel til. Det behøver ikke at være så kompliceret.

Vinden bærer os gennem byen

Det er især i disse dage fulde af forårssol og blæst og by at det føles som om man cykler igennem en Virginia Woolf-roman (særligt de lyse kapitler) som om man glider over fortovet med svømmetag og der hænger reflekser fra bølgeskvulp under loftet og der ligger en skive skæbne over alles ansigter. 

Filmkærlighed

I går, på Bolsjefabrikken (i lillebitte biografsal med sofaer i lag, mægtigt godt set-up):

Hiroshima Mon Amour. Duras er bomben.

Og i dag, i Cinemateket:
(klik & kig på billedet . . .)

Orlando. Tilda Swinton er den sejeste dame. Og Virginia Woolf forlæg endda. Solgt.

KUAkvindekoder;

knold kilehæl kunstværk kantinekaffe kompendie klasseværelse kindkys kult-kultur kant cardigan

Skandinavisk monstrøs melankoli & indian winter.

Jeg har i et tidligere indlæg redegjort for, hvem alle tiders mest skræmmende litterære konstruktion er. Skulle nogen være i tvivl:

Uanset om man er rejst gennem Mummidalen pr bøger eller tegnefilm eller -serier, er man udmærket klar over, hvor tænderskærende, forfrysende, monstrøst melankolsk en skabning Murren er, når hun knirker over sneen og fryser blomsterskuddene ihjel. For nylig læste jeg et gammelt interview med Tove Jansson, hvor hun fortalte, at hun altid havde forstået Murren som en manifestation af det nordiske tungsind, der beboer en mørk krog af mange skandinaviske sind, fordi vi bor i halvårligt halvmørke og kulde. Når Murren sådan anskues som geografisk betinget vinterdepression & vemod er hun straks lidt mindre skrækindjagende, (og desto mere sørgmodig).
Jeg sidder og tænker på, om I mon kan komme på andre eksempler på 'skandinavisk tungsind', hvis vi lige sagde, at det var en genre. Digte? Film? Billeder? Musik måske især? Nu, hvor solen skinner udenfor, virker det tilpas trygt at sætte sig ind i den slags, mens det ved midvinter sikkert havde ført til akut sortsyn & indre dommedag.

Måske har den her indian winter, vi befinder os i for tiden, en snestorm eller to i ærmet endnu, men jeg tillader mig alligevel at håbe på, at foråret er kommet til norden efterhånden og Murren indeni slumrer i tøvejret.

Retssalsdrama. (Hvornår stopper det?)

Det tog omtrent 45 sekunder at erklære Gyldendal og the artist formerly known ikke-skyldige i anklagerne fra hin identitetsberøvede performancekunstner, og gudskelov, tænkte jeg, hurtigt fint peak, og så skal vi videre i teksten, ikke også, hr. Helge, nu må det også være ved at være færdigt med det værk. Eller nej?

Som Information i dag skriver i artikel om retssagen:

"Også forfatteren Carsten Jensen var mødt op for at overvære den historiske dom. Han kender Claus Beck-Nielsen som kollega og har blandt andet skrevet forordet til hans næste bog, som angiveligt får titlen Nielsens verdenshistorie."

Hm! Jeg kan til nød suspendere ironisk distance og forholde mig rimeligt åbent til Carsten Jensen eller Das Beckværk sådan hver for sig, men dem begge i én bog og så en verdenshistorie tillige? Desuden ankes retssagen sikkert videre til højesteret, hvis ikke den bare går direkte til menneskerettighedsdomstolen. Ak & ve og var less ikke engang more?

Obligatorisk læsning for aspirerende litteraturstuderende:

Tror jeg i hvert fald nok! Vil selv have fat i Saksehånd af Thomas Hvid Kromann snarest muligt. Åh, mit tørre boghjerte med alle dets indbyggede avantgarde-faibler synger ved tanken om, at nogen ikke bare gider at læse og udgive smal (og selvhøjtidelig og krukket og vidunderlig) litteratur, men ligefrem at karikere den, (og det smalle, selvhøjtidelige, krukkede og vidunderlige litterære miljø, som står vagt omkring den, naturligvis).

Her er uddrag fra Kamilla Löfströms anmeldelse i Information:

Handling er der naturligvis ikke meget af: En litteraturstuderende finder i en af universitetets mange korridorer et opslag fra et lille foretagende i Nansensgade kaldet Saksehånd, der søger et yngre menneske til at forrette volontørtjeneste. Det fiktive Saksehånd minder en del om det virkelige After Hand, der, først drevet af Henrik Have og i de senere år også af Mathias Kokholm, har udgivet alt andet end mainstream af digtere som engang Peter Laugesen, Sven Dalsgaard, Per Højholt og i dag Rasmus Graff og Lene Asp Frederiksen. Det yngre menneske, volontøren, bliver også læserens indgang til den del af den litterære scene, der opfatter sig selv som en modkultur og et alternativ til det, man hånligt betegner som Dansk Standardprosa A/S, og som er det, der blandt andet udkommer fra Klareboderne, Ib Michael-romaner, krimidronningerne og i den dur, I ved.

Hallo. Kan man forestille sig en smartere (og endda samtidig satirisk og afvæbnende) slags introkursus til det fint omsigselvlukkede litteraturparnas, (vi) spæde litteraturstuderende forsøger at finde indgangen til? Måske vi har en vindende (nøgle)roman til det københavnske litteraturmiljøs skjulte dør i i Saksehånd.

(Apropos, så venter jeg stadig på min Ny virkelighed fra After Hand! Vamos! Ellers når der at kommet tre nye Thykier-skrifter, inden jeg bliver opdateret på det her).

Hej fru minister!

Hep! Er nu hjemme fra en hel masse KUA-aktion-action; fineste engagement, gode taler i solen og positiv (kaffeinfuseret) proteststemning. Fint scoop, videnskabsministeren Charlotte Sahl-Madsen dukkede op til blokademødet og diskuterede med instituttets studerende – og en masse af underviserne, som havde forladt deres kontorer i dagens anledning. Ydermere kom DR Update og lavede indslag om vores protestværk.

Universitetsavisen har også skrevet fin artikel om Blokadestafetten, hvor yours truly bliver skamciteret. Og Avisen.dk har bragt denne.

I morgen blokerer studerende på SAXO-instituttet (Historie + flere mindre sprogfag). Jeg tager derud, men jeg skal også nå forbi domsafsigelsen i Das Beckwerk-retssagen om Suverænen. Kan vist akkurat nå begge dele & få læst tekster til fredag.

Det er en travl tid, men grundet gode ting. Her er billeder fra i dag (klik dem gerne store, de er flotte):

Humaniorastuderende & videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen. Foto: Ivan Dunsmore

Dialog og kritiske spørgsmål fra mange stemmer. Foto: Ivan Dunsmore

Kaffe (i flot limegrøn iklædning) må der til. Foto: Sara Krohn Deleuran.

... og lyriske (oxymoroniske) slagord. Foto: Sara Krohn Deleuran.

KUA-studerende klædt af til skindet (og ej bange for tydelig symbolik). Foto: Bertil Melhof-Pedersen

"Vi vil have mere undervisning end ferie!". Foto: Bertil Melhof-Pedersen

Blokade del II & polyfonisk artikel

Pyh! Har siddet og kampdrukket kaffe og ringet til diverse avisredaktioner angående Blokaden på Humaniora, som er i fuld gang på vores institut. Så mægtigt spændende og så god fin opbakning.

Løber rundt og er glad dog protesterende, men fik også tid til at poste mit indlæg på Polyfonisk under vores første tema: At komme i gang. Det er noget så fantastisk utidssvarende som Et forsvar for overspringshandlingen.

Blokade på IKK i morgen

Jeg, og mange andre studerende (og undervisere) omkring på universitetet har længe gået og murret over vores studieforhold og hvor få timer, vi har til at komme i dybden med vores stof. Vi har sukket efter mere undervisning og længere semestre: i hvert fald længere end 12 uger. Desuden kan undervisere fortælle om stadig ringere forberedelsestid og usikre ansættelsesforhold.
Det kan godt være, at nogle mener, at kunst, kultur og humanisme er overflødigt at studere og forske i, men det er alligevel for trist en slags samfund, der ikke har råd til den slags. Og på et tidspunkt må man protestere.

I går blokerede Institut for Engelsk, Germansk og Romansk deres administration, og i dag har Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab sat blokade op. I morgen, d. 16. marts, blokerer vi administrationen på IKK (Institut for Kunst og Kulturvidenskab); en slags blokadestafet, der går KUA rundt og skal munde ud i stor fælles protest næste uge. Det er ikke rettet mod administrationen i sig selv, men en måde at sige, at nu må det stoppe. At vi ikke kan arbejde med så lidt undervisning. Og at vi ønsker os visioner for vores uddannelser og timer nok til at få fuldt udbytte af vores studier.

Jeg håber, vi bliver mange. Selvom det er langt fra '68, så føles det mægtigt godt og mægtigt rigtigt, at begive sig ud i noget, der lufter lidt af studenteroprør. Eller i hvert fald at vise, at det her uddannelsesræs burde være på en helt anden måde. Tænk på de reklamer for Københavns Universitet, som hænger rundt omkring: De bedste, hårdeste, sjoveste år i dit liv. Jo, de bedste, særligt på grund af den bedste slags medstuderende og dygtigste undervisere, men det kunne være væsentligt både hårdere og sjovere.

Fra kl. 7.00 i bygning 21, KUA, der bliver både kaffe og barikade (humanist style).

PS; Berlingske skriver om ringe humanistforhold & protesterne: "Studerende får for lidt".
PPS; Facebook-event, vupti!

Glædelig Pi-dag!

Fordi det er den 14. marts – 3/14 – er det i dag Pi-dag. Altså 3,14. Eller π. Velnok den kendteste matematiske konstant. 

Tænker at fejre det ved at udregne nogle cirklers omkreds og diameter eller krusedulle nogle flotte funktioner på enkeltlogaritmisk papir. Eller måske forsøge at fremtænke en slags matematisk poesi? 14. marts er desuden Albert Einsteins fødselsdag, så nørdfaktoren skraber virkeligt loftet i dag.

Polyfonisk begyndelse

Vupti! I dag letter Polyfonisk. Det første tema bliver #at komme i gang og jeg håber, I har lyst til at læse med.

Udklædningskasse

Du bliver hele tiden til i glasgangen mellem det enkle og det simple hvor der stadig er ekko hvor man aldrig bliver færdig med at tale med de døde man har kendt og fordi du er nogens søster kender du til den østersbløde dødsfælde som har lagt sig til rette i mellemgulvet som en huskats hudvarme mave men først red du som lille på heste og skrev for lange historier i dine stilehæfter.

Du har lært at begrænse dig nu at økonomisere dine ord at opbygge muskulatur at spise dyrene, simpelthen, nu fylder du din mors høje sko ud nu, det er enkelt det er ikke let.

Stillingsopslag: Livsredaktør

Tænk om man kunne få sig en eksistentiel redaktør, som helt praktisk havde til opgave at styre ens tilværelse i den rigtige retning. Tilrettelægge den som en tekst, der kunne bygges mere hensigtsmæssigt op, hvis man skar fra her og skrev til der. Som kunne stille én denne eller hin opgave og kontrollere resultatet efterfølgende. Og sige ’holdt, stop!’, når man gik i spiralerende selvsving inden for et lille, dumt emne. Venligt, professionelt, distanceret, men interesseret i, at man blev en succes. Det er måske det, der med et tidssvarende og kvalmegrænseoverskridende udtryk kan kaldes coach, men det nægter jeg at gøre. Det er i øvrigt mere radikalt end det, jeg ønsker mig en vaskeægte ansvarshavende redaktør, under hvis overblik jeg kan arbejde/eksistere/producere, som både kan fortælle mig, hvad der skal ske med mit privatliv, hvilke fester jeg skal tage med til, hvilke tidsskrifter jeg skal læse og forstå, hvad jeg skal skrive om og hvad jeg skal omskrive.

En slags skribentdebut:

Hopla! Der er godt nok kommet et ekstra n i Linea, men det gør ikke så meget, mig er det immervæk. En lille ting, jeg har skrevet, som er blevet ægte synlig.

Anonymiteter

Jeg har tænkt over det at være anonym. Ikke vildt og voldsomt performativt navnløs, men stilfærdigt anonym. Jeg diskuterede det med en god ven forleden. Fordi vi begge to er blevet noget trætte af ironikerne, der er vores generations og segments fremmeste befolkningsgruppe. Fordi ironien forskyder den talende fra det, hun har sagt, så det pludselig står afsenderløst ude i verden, som om man ikke vil tage ansvar for egne udsagn. Til gengæld er jeg stor fan af den ydmyghed og venligt selvudslettende gestus, der ligger i anonymisere sig; at det er det man siger og ikke personen bag det, som opmærksomheden skal rettes imod. Min ven mente, at det stort set var den samme position. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men jeg mener, at der er en slags etisk forskel. Det går jeg og vender i hovedet for tiden.

Desuden bliver jeg også helt krilrende tosset af nysgerrighed (i bedste betydning), når nogen kommenterer anonymt her på bloggen. Efter, om det mon er nogen, jeg kender? Om der er én person, eller tre, eller ti bag Anon-afsenderen? Om der i det hele taget er gengangere?

Må jeg have lov, med al respekt for beskedenheden i jeres navnevalg, til at spørge, hvem I anonyme er? Eller alternativt: hvad det er, der får jer til at klikke i 'Anonym'-boksen her i bloglandet?

Jeg er glad for, at I er der. Også jer med navn på, selvklart.

billedström

Her på bloggen er jeg mest glad for ord, men jeg synes også ret godt om billeder, (når bare de ikke tager overhånd), så nu er jeg begyndt at samle dem:

kunststof

Hvis det var noget, I kunne tænke jer at kigge på. Det minder mig om, at jeg
ønsker mig film til mit kamera, sidst jeg fotograferede var sidste år, så sidst jeg fotografere var for længe siden.

I øvrigt et digt

Min far måler tiden i træer

Han siger

der er forskel på folk

og tæller tiden i årringene

Min far måler tiden i træer,

tålmodigt

Han siger,

der kan gå tohundrede år før man rigtigt får glæde af et træ

Han er tålmodig, omhyggelig, nøjagtig, 

og praktisk intelligent

som min bror er blevet det

min bror siger, at jeg ikke er det

min mor siger, at jeg 

er fin som jeg er,

at fantasi også er

en slags intelligens

(hun siger til et blindt barn,

at hørelsen også er en fin sans)

Min far har plantet sin kærlighed dybt

så den kan nå grundvand og urjord

så den er skjult og solid

så hvis jeg ikke kan se den, er jeg utålmodig

Brug nu din fantasi, Maja,

om tohundrede år har den rejst sig over enhver tvivl

Min far måler tiden i træer

Han har set

elmene og pilene

på sin grund

være spæde og blive stærke

som min bror er blevet det

(hvor jeg kommer fra, har

man ikke en have men en

grund)

Min far har barkede hænder, høreværn, 

duft af fyrenåle, fornuftige sko, fjorten dages fravær

bekymrings- og smilerynker og

en plantet skuffelse i et hulrum i panden,

jeg ikke kan afgøre om stammer fra mig

eller ham

Min far måler tiden i træer jeg håber jeg lever

længe nok til at han rigtigt får glæde af mig.


Tja & tjo. Kritik ogsåvidere vil jeg gerne høre, hvis I synes, der er noget at sige. Det føles ret farligt at lægge skrift ud til offentligt påsyn, men hvis ingen får det at se, finder jeg nok aldrig ud af, om det dur til nogetsomhelst. Og jeg vil gerne blive bedre.

Dictator fashion: Part II: Mubarrak

I er nødt til at klikke på billedet for at forstørre det. Og med nødt til mener jeg nødt til.

Billede er herfra.

Dumme, grumme diktatorer med vild stil viser sig at være et bredere felt end jeg havde turdet håbe. Nålestriberne er slet ikke nålestriber, men bittesmå bogstaver, der staver hans navn. Jeg tænker, om Berlusconi har nogen lignede hængende i garderoben (eller måske har han snarere fået broderet navnene på 16-årige erobringer)? Påtænker desuden analyse af Putin-outfits engang i fremtid. Skønt han mest synes at være i bar overkrop ved random lejligheder.

Salig post-festival stemning.

Festivalen var god. Især fordi Josefine Klougart læste højt og jeg fik spurgt, hvad det er med de ræve i de tekster, Søren Ulrik Thomsen holdt oplæg om, at ungdommen skulle slappe lidt af i sin identitetshyperproduktion, Ann-Sofie Gremaud talte spændende om islandsk identitet i billeder og nye, hemmelige hipstershamanisme-tendenser, paneldebatten endte med at blive til noget (og min helt sagde "det er typisk post-neoavantgardisme" og jeg tænke wow, hvor langt ude i fremtiden er vi så?), festen om aftenen gik noget så fint, dj'en var bomben og fuglemusikmennesket mOOnbird ligeså, Ilja Bergh fortalte historier og spillede musik og brokkede sig over flyglet, de frivillige var så seje og vi endte med at sidde klokken otte morgen og være færdige med oprydning, bombede og udkoksede og med gryende solskin og med øl i hænderne.

Signe, som var frivillig, har tage fine fotos:

Liv lytter meget koncentreret til paneldebatdeltagerne. Marie & jeg forholder os afventende.

Måske når jeg at tage nogensteder hen i dag, siden det er den første søndag og udflugter er gratis. Måske tager jeg bare hjem til Rikke & Søren og ser Tarzan Mama Mia og tager det roligt. Indtil videre har jeg spist vegansk brunch i Folkets Hus (den var lækker og vi fik hele og halve Emmery's-brød med hjem, vældigt god folkekøkkenstil). Jeg håber jeres weekend har været dejlig også.

(Min) weekend i (andres) billeder.

Allersødeste Anna holdt au revoir-fête, fordi hun rejser til Paris og residerer lige om lidt. Det var helt grotesk hyggeligt. Og folk var flotte i parisertematikker, der var utroligt mange striber, tung sort eye-liner og fikst Sonia Rykiel-crepet hår. Jeg var en slags Pierrot (og kan ikke lade være med at overveje, om klovnekraven kan bruges til hvis ikke hverdag, så også ikketematiske fester?). Anna har taget billedet af den gode køkkenlounge.  

Mørk Rom fyldte 2 år lige om hjørnet fra fredagsbaren; hurra!; så vi kunne lige luske med efter at have taget hul på weekenden i gamle Roland Bar. Jamel Sundoo har taget flotte billeder derfra (altså Mørk Rom, helt så vildt går det ikke til i Roland).

Og inden jeg kunne falde i søvn i nat, så jeg den nydeligste herre, jeg kan komme i tanke om, få den lille guldstatue, han burde have haft sidste år, (for A Single Man, selvklart).

I år var det et helt utroligt ringe show, jeg plejer skam at elske at hade det, men det var mere anstrengt og diffust og mærkeligt, end jeg nogensinde har set det før. Colin Firths stilfærdigt velformulerede tak var omtrent eneste lyspunkt. Ak, galla for den skingre stemning.

Men det som ender godt er godt, og hør engang her: Så Oscargalskaben hos yndlings-Cecilie, og da jeg smuttede ud og låste cykel op kl. 5:30 for at køre hjem i seng, kunne jeg høre – på æresord! – vaskeægte fuglekvidder! Så jeg vil ønske jer alle en perfekt sidste vinterdag og håbe på foråret har tøvejr og flere fugle i sig fra i morgen og frem.

Ord til at stilne din søndag

Det er for tiden et projekt at forsøge at finde steder at begynde i Mikkel Thykiers forfatterskab (brilliant dog diset spøgelseslabyrint) som virker utilnærmeligt, præcis fordi der er så mange indgange. Han har (vistnok, jeg ved ikke, hvad der er fakta & mytestof angående den mand) selv skældt sin debutsamling hæder og ære fra, men jeg bliver ikke desto mindre begejstretberoliget til mode af linjerne fra 1997, i Skyggerne er kun flygtige:

5.

jeg kan ikke længere sanse verden, alle de mennesker med hår på deres hoveder, hår

de drukne sejler gennem gaderne som fulde sejlere, med støvleklapren

der under en hånd er mygt og knast, knitrer, er grovere, fugleredehår og halmstakke

og rødvinsånde imellem husvæggenes uhørlige og åndsløse snøvleplapren

hår på fint kuplede hoveder, man kan stryge en hånd henover for i ejerens sår

så sukker sporvogns- og jernbaneskimmer: Neuropa, Neuropa, i håb om

at hviske en blid omfavnelse der omfatter alle de flotte mennesker med spiritusfol

at skyerne med gråd vil få vemodigheden til at drive ned ad de gus-

i deres øjenlåg, alle de fine og bløde kroppe, der ville bløde smukt i venligheden

tent oplyste gader, i parken er der træer, og min er bruden, der gør

håret dufter af egetræ og honningshampoo, jeg drikker the af en kande foldet i viol

som med de lange, krogede grene og det underligt visnede løv; hun dør.

Jeg tænker at man kunne spare mange stresspillerecepter og mindfulnesskurser ved i stedet at forære fortravlede mennesker den rette digtsamling og lade dem læse ligeså langsomt.
Jeg snublede over 'mygt', det er et uvant, men blødt, blidt, mildt ord, jeg synes man skulle bruge mere, men bestemt ikke for meget, det er godt, at det er et lidt diskret, lidt bortgemt adjektiv.

1) ( ell. dial.) som (uden at brydes) let lader sig bøje (i hele sin udstrækning ell. (jf. ledmyg) paa et enkelt sted, i et led); bøjelig; smidig; ogs. (ell. tillige): som let giver efter for tryk; blød; lind. Moth.​M195. *De groveste Avner og Stilke | . . i Hamp og i Blaar, | Dem spinder hun myge som Silke.
2) (jf. mør 2.2; især  ell. dial.) overf.: som har ell vidner om et (i al alm. ell. i øjeblikket) eftergivende sind; ikke stivsindet; føjelig; ogs. m. bet. af underordning, underkuelse olgn.: underdanig; ydmyg; kuet; ærbødig.

Skrivekrampe

200 indlæg (tilgiv mig), 52 faste læsere (og tusinde tak) og en ophobning af skrift og jeg har  overhængende lyst til at slette det hele og trække en masse vejr og starte fra et tomt sted, men (selvfølgelig forfængeligt) også til at gemme de få gode indlæg, hvor det føltes som om, jeg faktisk var ved at skrive mig ind på noget eller i den rigtige retning i hvert fald, så lige nu ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre med den her latterligt lange liste af skriverier, jeg ikke rigtigt kan gemme eller skille mig af med. Nogle gange bliver man måske bare overmæt af sin egen stil og led + ked af faste udtryk og vendinger (jeg sætter hermed mine yndlings-yndighedsord og -udbrud (her et sidste: mægtigt!) i karantæne på ubestemt tid). Måske bare skrive hurtigere, enklere, grimmere, mindre omsigviklet, måske mindre venligt formidlende, med kraftigere farver end vanlige pasteller, måske kan jeg bygge noget med sproget i stedet for at pynte med det, selvom træværk er grovere end muslingeskaller og uvant materiale. Måske kan jeg ikke, men nu vil jeg forsøge.

Blåt sprog

Det er på det nærmeste ubærligt, at der i dag er så meget himmelblåt og at der på den baggrund flyver måger med blændhvide sider, hvor solen genskinner eller at loftværelsernes glippende opadrettede vinduer har blår i sig, at frostvejrets dampe dugger solbrilleglassene til eller at jeg i går ikke fik sagt dig det forkerte overhovedet

Sådan gik jeg og tænkte i går, på vej hen ad Griffenfeldtsgade, sådan akut lykkeramt over lynende solskin fra blåsprød himmel, klar frost og at folk og jeg kunne tale, så vi forstod hinanden. Men jeg har altid troet, at blår (som at stikke nogen blår i øjnene) betød at gøre deres øjne mere blå (som vinduerne er blevet udsat for i det ovenstående), det vil sige, at gøre nogen mere naiv og troskyldig, blåøjet. Måske nok negativt, men også en lidt sød, uskyldsren manøvre. Ak ja, jeg har just læst:

blår, affaldsprodukt fra forarbejdning af hør og hamp, som bl.a. anvendes til sækkelærred. På Dyrehavsbakken spiser Pjerrot brændende blår, en tradition, der stammer fra markedspladsernes ildkunstnere. At stikke folk blår i øjnene betyder at holde dem for nar.

Det er noget nedslående, så grimt et udtryk troede jeg ikke det var; sækkelærred har bestemt ikke noget at gøre i øjenomgivelser (skønt Pjerrots ildkunst er formildende omstændighed). I det hele taget har min hjerne vanskeligt ved blå sprogbilleder: som lille var jeg mægtigt optaget af min fars forkærlighed for astronomi og lærte navnene på forskellige planeter og stjernebilleder, rød superkæmpe, hvid dværg, Orion jagter pleiaderne, meteorregn opkaldes efter helgeners tårer, og da min far eksempelvis sagde, at Solen (eller Venus eller Mars eller Nordstjernen) kan man se med det blotte øje, hørte jeg det blåtte øje og spurgte, ja, naivt: hvad kan man så se med det grønne øje eller det brune øje? i den tro, at det var en slags kikkertsigte. Jeg er overbevist om, at jeg stadig laver fejl i den slags faste udtryk uden at ane det. Nogle gange er den slags ikke så dumt, dog, jeg kender eksempelvis en pige, som konsekvent tager en kunstnerpause i stedet for en kunstpause, og det kunne aldrig falde mig ind at rette på det. Ligeså, når nogen siger 'middelaldrende' og ikke midaldrende. Eller kalder den kedelige slags post for rodekuvert.

Sort svane død svane

Natalie Portman er endnu tyndere end sædvanligt, med konstant ængsteligt ansigtsudtryk højt hævet over fremstritterende kraveben (i sidste tredjedel af filmen går der dog hul på angsten, ansigtet revner og tusind afgrundsstemninger og stort skuespil vælter ud fra spinkle træk). Balletten er yndig og monstrøs, langsom snurren rundt på ødelagte, afstivede tæer i lyserøde bånd og uldgrå benvarmere. Pigerne på Københavns broer holder sig også varme med stil, her er alpehuer på skrå (på den rigtige måde, det er en lille videnskab), draperede over-size tørklæder og en parkaklædt kæreste på armen. Black Swan er beroligende foruroligende; Freudiansk for Begyndere; det er Mors skyld. Datteren misbruges (sjæleligt eller fysisk?), tvinges til at udføre en projektionsdans for Mors uforløste ambitioner, tvinges til at forblive en uskyldighed i en barnekrop, mens seksualiten bliver en bortgemt ansamling under overfladen, et blåsort mærke, der venter på at bryde igennem huden med et urskrig, der vil ødelæggelsen. Der er ingen sådanne tilløb til dramatik på broen, eller, det ville der hverdagsligt ikke være, men alligevel holder der pludselig en Dyreambulance og trækker en lille hale af tilskuere efter sig. Mænd i refleksveste er kommet for at redde fuglene, en af dem siger: de dør af mangel på næring, af misforstået, destruktiv kærlighed (nej, mor!) fra søde gamle damer med elskede små børnebørn, der tæppebomber svanesøen med hvidt toastbrød, af hvilket fuglene ikke alene kan leve, men det er alt de har spist, så nu begynder de at dø. Det kan nu ikke passe, der er alt for mange der dør på én gang, forrige år spiste de vel også hvidtbrød. Men igen ved rigtigt, hvorfor de dør i flokke nu. Jeg stopper ved siden af et af den slags lykkelige kærestepar, vi ved er ligeså fastidyllisk søinventar som svanerne, og ser ned i vandhullet i isen. En and ligger kæntret, drejet til den ene side, stendød og uværdigt viklet ind i en plasticpose. Svanen har en anden slags flair for dramatik, den er langsomt marcheret så langt ud på isen, at refleksmændene ikke kan nå den, for at slynge sin hals i en bue over sig og gemme hovedet under sin krop, da den styrter sammen. Svanen er en særligt smuk, særligt værdig fugl, ikke mindst på grund af dens måde at dø. Portmans dødedans lever op til de københavnske søfugles svanesange; til slut forenes hele den betændte psykoscenografi i stort sammenfald: dansen/døden/kærligheden/orgasmen/perfektionen er indkapslet i ballerinaens dirrende finale, fokuseret gennem glassplint, der spidder sjælen til kroppen.

                                                                                           Husk at se Black Swan, og at læse her, hvad fuglene kan holde til (+ bud på fugledødsforklaring)

En gang imellem må man sidde ved kysten

Den første søndag i måneden er det gratis at tage s-togene hvorsomhelst hen, så jeg pakkede en taske og udvandrede fra mit ellers højtelskede brokvarter, for at rejse op og finde kysten, havet og skoven. Jeg spiste på vejen og kiggede på andre rejsende, rugbaguette: fransk brie, rødløg, tomater, ristede solsikkekerner, purløgsdressing, men det spiller ingen rolle. På Klampenborg station duftede der af hestevogne og brændte mandler. Himlen var hvidgrå over mørkt, vådt strandsand, og der var kun så lille en blæst, at der kom bruselyde på bølgeslagene. En dame med hvidt hår og en rundet krop som en badebold gik ud på broen, skrællede alle de sorte, uldne vinterlag af og tog 4 nøgne svømmetag ud og 4 ind til broen igen. Bagefter fortalte hun mig, at hun kun badede, når hun kunne se, at der var gode mennesker inde på stranden. Og at der fandtes en mand, som hundelufterfolkets hunde altid løb efter, selvom han ikke gjorde noget; han var nok angst. Et indisk par bad mig tage et billede af dem, de holdt om hinanden foran den lysegrå horisont og smilede, uden at jeg behøvede at forlange hverken 'cheese' eller 'appelsin'. Ved siden af broen lå en stor bunke sten, jeg kunne kravle op på, og finde en sprække, hvor jeg sad i klippeskjul en halv meter over det lave vand og slæbte en gul overstregningstusj henover medbragt Nietzschetekst. Jeg kan godt lide ham, men lige på denne dag og det sted føltes hans menneskefjendskab mægtigt malplaceret.

                   Kender I gode kroge, der er velegnede til naturoplevelser, som ikke gemmer sig alt for langt væk fra byen?

By ved nat er A-OK

I går glemte min telefon hjemme i lejligheden, men ingen skade sket, faktisk det modsatte; jeg sad i litteraturs café og forsøgte at læse Nietzsche – han skriver så vildt; et drømmende menneske på ryggen af en tiger – da jeg blev fundet af de andre søde og weekendramte litterater (og i samme øjeblik blev lokalet forvandlet til fredagsbar, som dog var løbet tør for øl, men no worries: "hvis vi siger g&t, vodkakao og skinny bitches til 15 kr, er det så i orden?". Rørende! Det er følelsen af hjem for mig; blødt sofadyb, topfyldte plastickrus og sammenvævede samtaler om situationen i Egypten og James Franco som nyeste bud på menneskelig perfektion. Så fik Nietzsche lov at være Nietzsche.
Lidt senere cyklede vi gennem regndryp til Retro, hvor flere flotte venner dukkede op og hørte hyggelig popmusik (og beklagede sig over priserne, 'hvad!? 35 for en fadøl, hvad ligner det!'; man bliver forfærdeligt forvent af unibarernes prisleje). Da vi kom ud på gaden lidt i midnat, blev jeg inviteret i biografen i Huset, der ligger lige om hjørnet. De viste verdens værste film, nemlig, hvilket jeg ikke syntes, jeg kunne gå glip af. Det var vanvittigt, midnight screening for hyperbegejstrede, indforståede fans, der råbte afslutninger på replikker i kor og kastede plasticskeer op mod lærredet (uddelt af smilende biografpersonale) on cue. Filmen (& hele oplevelsen) var fantastisk syret og sjov, og fra nu af bliver den vist hver 1. fredag i måneden. Jeg kommer igen, helt sikkert. Overvejer i øvrigt at glemme telefonkontakten hjemme noget oftere, der sker mærkeligt, fine sager, når man lader sig føre rundt i københavnske kroge på uplanlagt vis. 

I aften bliver det mere klassisk og ordentligt (og depraveret amoralsk på 1700-tals libertiner-facon, men altså!), for da skal vi se Molières Misantropen på Det Kongelige Teater. Hvis jeg skal bruge penge, jeg ikke har (og det er egentlig den eneste mulighed), foretrækker jeg, at det bliver på varme scenelamper, pudrede parykker og tordnende klapsalver.


Hvis jeg havde fået anskaffet et tv endnu, ville faren for lørdag aften tilbragt i selskab med Barnaby nok være overhængende. Hvad er mon jeres weekendplaner?